Granater fundet i Julsø

Minører fjernede to mortergranater fra 2. verdenskrig

8. april 2018, 19.20

To granater blev søndag fundet i Julsø og fjernet af frømænd fra ammunitionsrydningstjenesten fra Marinestation Kongsøre på Sjælland. Foto: Martin Ballund

Sejs-Svejbæk To 80 mm mortergranater fra 2. verdenskrig blev søndag eftermiddag fundet i Julsø.

Minører fra Søværnet i Holbæk blev tilkaldt af politiet, og en dykker blev lidt over kl. 18 sendt i vandet for at finde granaterne.

Det var Carsten Boris, Silkeborg, der fandt de to granater. Han er interesseret i historie og særligt 2. verdenskrig og leder efter rester fra krigen.

Han søgte efter efterladenskaber i Julsø ved hjælp af en magnet.

- Jeg kastede magneten ud to gange, og da jeg begge gange havde fået en granat på, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte kontakte politiet, siger Carsten Boris.

Han lod af sikkerhedsmæssige hensyn være med at tage granaterne på land. Han rystede dem af magneten, og det blev derfor eksperter fra Søværnet, der skulle tage stilling til, hvad der skulle ske med dem.

En dykker fandt i løbet af kort tid granaterne, der blev taget med til bortsprængning et sikkert sted.

Der er tidligere fundet mange efterladenskaber i søerne fra tyskernes ophold i Silkeborg-området under 2. verdenskrig.

Indsatsleder hos Midt- og Vestjyllands politi, Carsten Brøgger, vil nu kontakte Silkeborg Kommune for at orientere om fundet.

- Så må kommunen tage stilling til, om der skal ske en oprydning, siger han.

Han advarer mod at lede efter granater og lignende i søerne.

- Gammel ammunition og sprængstof er per definition altid farligt. Hvis man finder noget, så skal man lade det ligge og kontakte politiet, så vi kan sørge for, at det bliver fjernet på en sikker måde, siger han.

Læs også
Video: Sådan blev granaterne fundet