Bjerringbro-Silkeborg sender også spillerne hjem

Håndbolden ligger stille på ubestemt tid, og Bjerringbro-Silkeborg har derfor sendt hovedparten af medarbejderne hjem

25. marts 2020, 12.00

BSH-direktør Jesper Schou (tv.) har set sig nødsaget til at sende klubbens spillere og størstedelen af de øvrige ansatte hjem. Foto: Martin Ballund

HÅNDBOLD Store dele af samfundet er lukket ned, og håndboldsporten er suspenderet på ubestemt tid.

Derfor har direktør Jesper Schou set sig nødsaget til at hjemsende spillerne og størstedelen af de øvrige medarbejdere i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold A/S. Det sker med fuld løn via den trepartsaftale, som regeringen har indgået med arbejdsmarkedets parter.

- Alle spillere og trænere er sendt hjem med mulighed for at søge lønkompensation, og det er vi i fuld gang med. Normalt er vi 26 fuldtidsansatte, men på kontoret er de fleste folk også sendt hjem, og i slutningen af denne uge forventer jeg, at vi kun sidder to tilbage, fortæller Jesper Schou, som selv holder skansen sammen med bogholder Benita Borg.

Tiltaget er nødvendigt i forsøget på at begrænse den negative effekt, som coronakrisen har på klubben.

- Det er for tidligt at sige, hvordan det hele lander. Men lige nu har vi kun omkostninger og ingen indtægter. Det siger sig selv, at der ikke er ret mange virksomheder, som kan drives på den måde i lang tid, påpeger Jesper Schou, som prøver på at bevare optimismen.

- På den helt korte bane skal vi nok komme igennem det her, men på den lange bane er der en usikkerhed, som man finder i alle andre virksomheder, konstaterer han.

BSH-direktøren håber, at der bliver tale om en kort periode.

- Hjemsendelsen gælder som udgangspunkt, så længe regeringen beder os om skærpet opmærksomhed for at undgå, at coronavirus spreder sig i befolkningen, siger Jesper Schou.

Pres på erhvervslivet

Flere danske klubber har løbende udtrykt bekymring for, om forskellige sponsorer vil trække sig i fremtiden som følge af coronakrisen, men hos Bjerringbro-Silkeborg vil man ikke tage sorgerne på forskud.

- I vores branche må vi afvente og se, hvor bolden lander. Det vil være relativt ens for alle, sådan som jeg ser det.

- Det her kan godt give et voldsomt pres på erhvervslivet, og det kan også godt få en effekt hos os, lyder vurderingen fra Jesper Schou, der vil forsøge at styre BSH sikkert gennem den ekstraordinære situation.

- Det er stadig vores ambition at være rigtig stærke, når vi kommer ud på den anden side, og det glæder vi os rigtig meget til.

- Men i denne tid er der ting, som er vigtigere end det sportslige, fastslår Jesper Schou.