Hvad er Viggo Thinggaards motiv?

3. juni 2020, 11.56

SYGEHUSET Hvad er dit motiv Viggo Thinggaard? I læserbrevet den 28. maj angriber du Teresa Jørgensen. Hvorfor mon?

Jeg synes nærmest, du skulle være stolt af, at både befolkningen og politikere forfølger Fredberg-sagen, for dermed at bevare Silkeborg sygehus. Det betyder jo ikke, at den støttegruppe, der allerede er i gang, skal tilintetgøres, tværtimod er det vigtigt, at så mange som muligt, reagerer og gør sig synlige i denne uretfærdige sag, som vi i befolkningen er vidner til i øjeblikket. Derimod mangler vi opbakning blandt andet fra dit parti, hvilket er dybt skuffende, da partiet jo skulle stå for demokrati og ikke diktatur.

Dit parti har i denne sag i den grad svigtet, og det er måske derfor, du langer så kraftigt ud efter Teresa Jørgensen, som i det mindste gør en indsats og har holdninger, der er tydelige.

Men I har uklogt underordnet jer regionsformanden, og været med til at bevilge penge til regionshospitalet i Silkeborg, i den tro at så har vi alle glemt den grumme sag. Måske ved Viggo Thinggaard allerede, at hvis jeres parti havde mandet sig op i starten i Fredberg-sagen, havde I stået stærkere. Men nu risikerer I, at vælgerne husker det, når der er valg igen, og derfor skal Teresa Jørgensen nedgøres.