Mindeord: Claus Jørgen tabte kampen mod kræften

18. september 2019, 12.45

Claus Jørgen Klitgaard Andreasen var født i Hammel, hvor han boede indtil for 11 år siden. Han blev 56 år.

MINDEORD: Marie Nyby Thorsen, Baldersvej 49, Skive, har skrevet følgende mindeord over sin ægtefælle, Claus Jørgen Klitgaard Andreasen, Skive, tidligere Hammel:

Min verden gik også i stå, da du tabte din kamp mod kræften. Kun 56 år gammel. Du kæmpede bravt til allersidste åndedrag. Vi håbede til det sidste, men drømmen brast. Vi havde så mange drømme, vi ønskede opfyldt, men nåede ikke alle.

I dine unge dage blev du uddannet elektriker, men det var ikke kun el/strøm, du havde evner for. Du kunne lave alt. Håndværkere har der aldrig været brug for, det klarede du. Kan ikke komme på noget, du ikke kunne ordne, og skulle nogen have brug for hjælp, så var du også klar. En ven og en god kammerat, det var du. Familien havde stor værdi i dit liv, og kom altid i første række. Jeg ved, du var utrolig ked af, du ikke får lov at opleve, alle børnebørn vokse op. Du holdt så meget af dem, hver og én.

Du var i besiddelse af humor og den jyske lune, selv til det allersidste. Din sidste køretur måtte for guds skyld ikke være i en Volvo. Det skulle være i en Mercedes.

På jobbet var du særdeles vellidt og respekteret. Du vil blive savnet der, det er sikkert. Du blev endda kåret som Danmarks bedste »kranmand« eller kranbisse, som jeg kaldte dig. Det siger noget om de kvalifikationer og kompetencer, du var i besiddelse af. Du klarede dit job på eksemplarisk vis, med viden, erfaring og stor respekt. Når vi kørte en tur og uanset hvor i Danmark og Tyskland vi var, så skulle du altid lige kommentere ... det har jeg været med til at bygge - med et smil på læben.

Vil altid savne/mindes vores ferieture, især de som gik til »støvlelandet« og Comosøen, som var din favorit. Der er et sted dernede, jeg altid vil vende tilbage til. Lige der vil jeg også sende tusind tanker til himlen, og hver eneste dag resten af mine dage, vil jeg savne og tænke på dig.

Du var et godt menneske med menneskelighed, forståelse og afholdt af alle, du kom i berøring med.

Ha’ det godt min kære Claus, til vi ses igen !

Jeg lukker dig i mit hjerte ind

og gemmer dig inderst inde

Her skal du for evigt bo i mit sind,

som et kært og særdeles dyrebart minde.

Marie.