Outdoor i en coronatid

29. april 2020, 10.44

UDENDØRS Mens at de traditionelle idrætstilbud på fodboldbaner og haller står tomme hen i disse uger, ser vi at endnu flere borgere benytter sig af de udendørs tilbud, som befinder sig i vores kommune.

I starten af 2020 sagde byrådet formelt ja til at oprette et midlertidigt Outdoorudvalg, der vil fungere og arbejde med forskellige opgave i 2020 og 2021. For øjeblikket er vi i gang med at arbejde med en outdoormasterplan. Den nuværende situation taget i betragtning, vil jeg vurdere, at dette arbejde er blevet endnu mere aktuelt.

Under Covid-19 har vi i kommunen oplevet, at brugen af vores naturfaciliteter er steget enormt. Noget er dokumenteret, andet er ud fra, hvad der opleves med egne øjne.

Tre dokumenterede eksempler er Trækstien, hvor der på forskellige strækninger er målt et sted mellem en fem- og ottedobling af vandrende personer. På MTB-spor i Nordskoven og Vesterskoven ser man en fordobling af brugere. Det sidste tilfælde er på en sti ved Paradiset i Virklund, hvor en måling fra uge 11 viste 40 ugentlige vandrere, mens at tallet i uge 14 var over 300.

Når vi i øjeblikket mødes i Out- doorudvalget - via Skype - er vi også bevidste om, at en masterplan faktisk kan være med til at svare på, hvordan man i en tid med en coronavirus kan opretholde et godt og tilfredsstillende aktivitetsniveau.

Efter planen skal vi i udvalget senere arbejde med, hvordan vi gør outdoor til en mere integreret del af vores velfærd. Her vil jeg igen mene, at det faktisk er et højaktuelt emne. Med den nuværende anbefalinger om at undgå fysisk kontakt og at mest mulig aktivitet skal foregå udendørs, er det derfor meningsfyldt at tale om, hvordan vi giver vores velfærdstilbud en tydeligere outdoorinspiration.

I første omgang drejer det sig om at få færdiggjort den masterplan, som også har fået inputs fra rigtig mange brugere og interessenter. Når vi har den endelige masterplan klar, håber vi den kan medvirke til, at endnu flere borgere i Silkeborg Kommune får øjnene op for de muligheder, der står gratis og frit tilgængelige for dem.