To Dolberg-kasser i storsejr over mestrene

Den danske EM-topscorer var i målhopla, da Nice sejrede hele 4-0 ude over Lilles regerende franske mestre

Udgivet:15. august 2021, 14.27

Læsetid:2 minutter

Kasper Dolberg (th.) lavede to mål, da Nice sejrede stort ude over Lilles regerende franske mestre i Ligue 1. Pascal Rossignol/Reuters

FODBOLD Kasper Dolberg åbnede lørdag sin målkonto i denne sæsons Ligue 1 i Frankrig.

Landsholdsangriberen fra Voel var på pletten efter blot et minut af udekampen mod de regerende mestre, Lille. En kamp, som Nice overraskende vandt hele 4-0.

Målet var samtidig Nices første sæsonscoring, eftersom holdets første kamp i Ligue 1 sluttede uden mål.

Nice-holdet var i det hele taget vågent fra start, og efter fem minutters tid fordoblede Hicham Boudaoui føringen.

Gæsterne var dog ikke færdige endnu, og kort før pausen fik Amine Gouiri scoret til 3-0 på et straffespark, som blev begået mod Kasper Dolberg.

Det lykkedes ikke for Lille at vende den dårlige udvikling - tværtimod gik det værre for mestrene i anden halvleg.

20 minutter inde i halvlegen kom Kasper Dolberg nemlig på måltavlen for anden gang, da han tæt under mål headede bolden over en fremadstormende Lille-keeper. Kort tid efter blev den 23-årige angriber, der lavede tre mål for Danmark ved EM, skiftet ud. Der blev ikke scoret yderligere i kampen, så Nice står nu noteret for fire point efter de to første runder. Lille har blot et enkelt point.

Lørdag aften vandt stjernespækkede Paris Saint-Germain 4-2 hjemme over Strasbourg.

Hjemmeholdets tilskuere måtte på banen dog spejde forgæves efter Lionel Messi, som Paris Saint-Germain for nylig hentede, efter at han havde haft kontraktudløb i FC Barcelona.

Argentineren overværede kampen fra tribunen sammen med offensivkollegerne Neymar og Angel Di Maria.

Alle tre var for en måneds tid siden med i Copa America-finalen, som Argentina på et mål af Angel Di Maria vandt 1-0 over Brasilien.

Paris Saint-Germain stillede mod Strasbourg med en fronttrio med Julian Draxler, Mauro Icardi og Kylian Mbappé, og alle tre scorede i første halvleg.

Strasbourg fik med to mål i anden halvleg reduceret til 2-3, inden indskiftede Pablo Sarabia scorede til 4-2 kort før tid.

Paris Saint-Germain topper ligaen med seks point for to kampe.

/ritzau/

Lionel Messi (tv.) så til fra tribunen sammen med blandt andre Neymar (i midten) og Angel Di Maria (til højre), da Paris Saint-Germain besejrede Strasbourg med 4-2. Geoffroy Van Der Hasselt/Ritzau Scanpix