12 polakker dræbt og 31 kvæstet i busulykke i Kroatien

En polsk indregistreret bus kørte af vejen i det nordlige Kroatien på vej mod Zagreb. 12 er omkommet.

Udgivet:06. august 2022, 11.35

Læsetid:1 minut

Den forulykkede bus kørte i grøften på en motorvej i det nordlige Kroatien tidligt lørdag morgen. Her har redningsmandskab dækket bussen til, mens politiet har afspærret motorvejen under oprydningsarbejdet. 12 er dræbt og 31 andre kvæstet.

/ Ritzau /

ZAGREB 12 mennesker er døde, efter at en bus fra Polen er forulykket i Kroatien tidligt lørdag morgen.

Det oplyser direktøren for en kroatisk redningstjeneste.

31 andre kom til skade, da bussen kørte galt. Af dem er 18 alvorligt kvæstet.

- Alle ofrene er polske statsborgere, det kan vi på nuværende tidspunkt bekræfte, siger en talsmand for Polens udenrigsministerium til polsk tv.

Bussen forulykkede i det nordvestlige Kroatien klokken 05.40 lørdag morgen. Den var kørt ind i Kroatien via grænsen fra Ungarn og på vej til hovedstaden Zagreb, der ligger 60 kilometer fra ulykkesstedet, skriver nyhedsbureauet dpa.

Passagererne i bussen var religiøse pilgrimme, der var på vej videre til Bosnien. Her skulle de besøge en katolsk helligdom i den sydlige del af landet, siger Kroatiens indenrigsminister.

Politi og redningsmandskab er til stede og har spærret vejen af, oplyser kroatisk politi til Reuters.

Kroatiske myndigheder er i gang med at undersøge, hvad der fik den polske bus til at køre i grøften.

Ifølge kroatisk tv går myndighederne foreløbig ud fra, at chaufføren faldt i søvn bag rattet.

Lørdagens dødelige ulykke er ikke den første, en turistbus i Kroatien er involveret i denne sommer.

I juli omkom ti turister fra Kosovo, da deres bus kørte galt på en motorvej i det østlige Kroatien.

Millioner af turister har besøgt Kroatien og landets lange kyststrækning i år. Antallet af turister er tilbage på samme niveau som før coronapandemien, har kroatiske myndigheder oplyst.

/ritzau/Reuters