Ikast sender danmarksmestrene hjem med kindhest

For sjette gang i træk gik Ikast fra banen med en sejr, da Odense for første gang i sæsonen smed point.

Udgivet:12. oktober 2022, 20.09

Læsetid:2 minutter

Ingvild Bakkerud (til venstre) spillede en stor kamp for Ikast Håndbold, som i denne sæson tørner ud i gult spilletøj. Her ses hun i kamp mod Odense i sidste sæson, hvor Dione Housheer prøvede at stoppe hende. Det kunne hollænderen ikke onsdag, for hun sidder ude med en skade. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

IKAST Ikast Håndbold fik en sløj start på sæsonen med nederlag til Randers HK, men siden har klubben jordet al modstand.

Onsdag aften blev det danmarksmestre fra Odense Håndbolds tur til at løbe ind i lidt af en nedsabling mod midtjyderne.

I egen hule vandt Ikast med 32-22 og har nu lige så mange point som netop Odense samt Team Esbjerg, som brugte onsdagen på at slå Randers med 34-25.

Odense er særdeles plaget af skader til profiler som Mia Rej og Dione Housheer. Måske derfor stod onsdagens opgør for sæsonens første pointtab.

Både Odense, Ikast og Team Esbjerg har nu 12 point helt i toppen af tabellen.

Onsdagens opgør i Ikast var et af de mere hektiske. Tempoet var højt fra kampstart, og nogle af de individuelt stærke spillere trådte i karakter.

Hos Ikast scorede Ingvild Bakkerud fem af Ikasts seks første mål og bragte holdet på 6-5 efter syv minutter.

Odense har mistet Mia Rej, en af holdets vigtigste spillere, til en skade, så Trine Pedersen havde besluttet sig for at vise sig frem i hendes sted. Playmakeren var på pletten med tre af Odenses første seks mål.

Til slut i halvlegen begyndte Ikast at trække fra. Stortalentet Julie Scaglione førte sig frem og var stærkt medvirkende til, at værterne gik til pause med en føring på 18-12.

Det var tydeligt, at Odense foruden Mia Rej mangler blandt andre Dione Housheer, som plejer at være en afgørende faktor i bagkæden.

Men på trods af skaderne bør fynboerne være i stand til at levere på et højere niveau, end det var tilfældet onsdag. Det var ikke, fordi Odense lavede mange flere fejl end Ikast, men angrebsspillet manglede saft, kraft og opfindsomhed.

Det havde Ikast til gengæld, og midtjyderne udbyggede stille og roligt føringen efter pausen.

/ritzau/