Justitsminister afviser at indvie nævn i detaljer fra lækagesag

Enhedslisten kritiserer, at regeringen er for lukket om lækagesag fra efterretningstjenesterne.

Udgivet:18. januar 2022, 16.42

Læsetid:2 minutter

Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, kritiserer regeringens lukkethed i sag omkring lækage fra de danske efterretningstjenester. (Arkivfoto)

/ Ritzau /

KØBENHAVN Justitsminister Nick Hækkerup (S) afviser at orientere Folketingets partier i Udenrigspolitisk Nævn om en sag, der har ført til fængslingen af den hjemsendte spionchef, Lars Findsen.

Det skriver han i et svar til Folketinget. Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, har spurgt, om det var muligt at få en orientering i nævnet eller i en særlig briefing.

Regeringen vurderer ikke, at sagen handler om udenrigspolitiske forhold. Derfor er Udenrigspolitisk Nævn ikke det rigtige forum at orientere om sagen, lyder det.

Eva Flyvholm kan ikke se argumentet for, at det ikke er udenrigspolitiske forhold. Hun henviser til sagens betydning for Danmarks forhold til andre lande.

- Når justitsministeren afviser, at det her skulle have noget med udenrigspolitik at gøre, så virker det jo absurd. Det handler stort set alt sammen om udenrigspolitik, det der foregår her, siger hun til Ritzau.

Udenrigspolitisk Nævn har medlemmer fra 7 af Folketingets 12 partier. De står for at rådgive i udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Ministeren afviser også tirsdag i Berlingske at give en orientering i Udenrigspolitisk Nævn.

I folketingssvaret skriver Hækkerup, at regeringen orienterer Udvalget vedrørende Efterretningstjenester om forhold af sikkerhedsmæssig karakter eller udenrigspolitiske spørgsmål, som har betydning for efterretningstjenesterne i Danmark.

- Af principielle grunde ønsker jeg herudover ikke at besvare spørgsmål om, hvad regeringen måtte have af drøftelser med Folketingets partier, skriver Nick Hækkerup.

Det er 5 af Folketingets 12 partier, der er med i udvalget. Hvert parti i udvalget har et enkelt medlem. Men det, mener Eva Flyvholm, er for lukket.

Ifølge Eva Flyvholm ville det ikke være muligt at få at vide, om sagen blev diskuteret i udvalget.

- Det er så lukkede møder, at de aldrig ville kunne bruge de informationer til noget, siger hun.

- Det jeg beder om her, er jo ikke, at justitsministeren disker de allerinderste hemmeligheder på bordet i Udenrigspolitisk Nævn. Det er faktisk at give os en hel grundlæggende forklaring på den aktuelle udvikling, siger hun.

For eksempel vil forsvarsordføreren gerne vide, hvad regeringen gør for at håndtere relationen til Danmarks nabolande.

Flere andre partier har over for Berlingske tirsdag ytret et ønske om størst mulig åbenhed.

De Radikales forsvarsordfører, Martin Lidegaard, er dog indstillet på, at en orientering skal foregå i Udvalget vedrørende Efterretningstjenester. Det siger han til Berlingske.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har fået samme spørgsmål af Eva Flyvholm. Hun henviser til Nick Hækkerups svar.

/ritzau/