Midtjyske Meninger: Min dagbog

14. maj 2020, 13.08

Foto: Martin Ballund

Jeg skriver dagbog. Jeg er begyndt på det igen. Jeg skrev også dagbog, da jeg var ung, og bejlerne stod i kø for at gøre deres hoser grønne: Det var nødvendigt for at holde styr på de forskellige invitationer og tilbud. Det er nu ikke af den grund, jeg er gået i gang igen med pen og papir. Som årene er gået er bejlerne til at overskue på en finger og invitationerne nærmest ligeså. De par gange, hvor jeg har givet et vink med en vognstang om en mulig take away-menu, er til at overskue. Nej, dagbogen er blevet støvet af af ganske andre grunde.

I denne corona-tid kan man sukke, blive ked af det og føle sig forfærdelig indskrænket på enhver måde. Ganske forståeligt. Vil man yderligere bekræftes i denne elendighed, kan en hvilken som helst avis bekræfte, uddybe og blot gøre verden endnu værre. Man kan også - efter idé fra en vis Anne Frank - prøve at finde lyspunkter i en ellers dyster tid. Jeg og den bejler, jeg har holdt fast i og ved, har lavet et dagsprogram.

Hver dag er der afsat en fælles tur ud i naturen. Jeg har tidligere i min klumme agiteret for værdien i en rask gåtur, hvor der er mulighed for at se andet end det gængse. Det er vi herhjemme og ikke mindst politiet glade for. Vi bliver ikke gennet væk, når vi tager »Den store Slåensøtur«. Der er plads nok, når vi går rundt langs Trækstien om Langsø eller mindes gamle dage op ad Rævebakken i Nordskoven. Bøgetræerne har den forunderlige evne, at de heller ikke sladrer om de emner, der nu dukker op undervejs, selv om de står tættere end 2 meter fra hinanden ... Disse daglige ture skriver jeg om i min dagbog.

Flere af mine facebook-venner er dog langt mere avancerede og tekniske: Her kan man få gode ideer og ikke mindst flotte billeder af tilbagelagte ture i den nære og dog så fredelige og - næsten - uberørte natur lige om hjørnet. Enkelte beskriver endda sværhedsgrad og kilometerantal.

Det lyder jo tillokkende. Min makker har forsøgt. Jeg opdagede det midt på Rævebakken. Der var en kvinde, der pludselig begyndte at snakke i hans lomme. Første gang overhørte jeg det høfligt. Næste gang stoppede jeg op: - Hun talte kilometerne!!! SÅ bad jeg ham vælge: Hende eller mig. - Sådan skal det være: Lad os finde det store i det små. Glædes over naturen, opdage nye steder, som har ligget og ventet på at blive nydt og set. Have tid til og glædes over at prøve og forsøge med nye retter ( her må kommende gæster have vovemod og courage!). Blive rørt over en telefonopringning fra en fjern ven i Norge, som bare vil høre, hvordan det går. Nyde de små børns latter og glade råb fra skolegården. Ordenen i køkkenskufferne. - At langt flere ser op, smiler og hilser, når man går forbi. - Der er SÅ meget at skrive om i den dagbog.

- Men det var nu også vældig, vældig sjovt med den anden dagbog ...