Ukrainske partisaner likviderer russisk marionetdukke i Kherson

En højtstående embedsmand i den russisk-indsatte regering i Kherson er blevet likvideret i et bombeangreb.

Udgivet:25. juni 2022, 01.51

Læsetid:1 minut

Kherson var en af de første store byer til at falde under russisk kontrol, efter at Rusland invaderede Ukraine sidst i februar. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KHERSON Ukrainske partisaner har fredag fået ram på en højtstående embedsmand i den russisk indsatte administration i den besatte by Kherson.

En rådgiver til regionens ukrainske guvernør fortæller til det ukrainske medie Suspilne, at det "succesfulde stykke arbejde" blev udført af "partisaner", som blev ledet af den ukrainske hær.

Embedsmanden, som er blevet dræbt, er Dmitryj Savlutjenko. Han var indtil hans død direktør for den russisk indsatte administrations familie-, ungdoms og idrætsforvaltning.

Han blev dræbt af en bombe. Det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at der var to udbrændte biler på en gårdplads i Kherson, hvor eksplosionen fandt sted, og at vinduerne i et nærliggende hus var blevet knust af bomben.

Kherson har oplevet massive forandringer, siden russerne tog magten i byen.

Senest sørgede den russisk indsatte regering for, at borgerne i byen fik fjernsynssignal fra Rusland. Besættelsesregeringen har også indført den russiske rubel som byens officielle møntfod. Internettet er desuden blevet censureret og underlagt samme restriktioner og blokader, som det er i Rusland.

Kherson ligger lige nordvest for den annekterede halvø Krim. Byen blev taget som en af de første større ukrainske områder, efter at de russiske styrker invaderede landet.

I de første uger af besættelsen gik store folkemængder på gaden for at udtrykke deres utilfredshed med det russiskstøttede styre. Siden har en stor del af byens indbyggere dog forladt deres hjem.

Men mængden af oprørshandlinger er også tiltaget. 18. juni skulle en fængselschef, som havde sluttet sig til besættelsesregeringen, være blevet kvæstet i et bombeangreb.

To dage senere oplyste Ukraines forsvar, at to russiske soldater var blevet dræbt, og at yderligere én var blevet såret, da en gerningsmand åbnede ild mod en café ved vandet i Kherson.

/ritzau/Reuters