Advokatfirma i Silkeborg på vej mod stor fusion

Brockstedt-Kaalund siger farvel til kontoret i Aarhus, fordi der arbejdes på en større fusion med landsdækkende firma

1. juli 2020, 13.22

Henrik Lyhne er advokat og managing partner i advokatfirmaet i Silkeborg.

SILKEBORG - Advokatfirmaet Brockstedt-Kaalund fra Silkeborg oplyser, at selskabet arbejder på en større fusion med et andet landsdækkende advokatfirma.

Managing partner Henrik Lyhne ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at oplyse om, hvem der er tale om.

Det er et firma, som er større end os selv, og vi forventer meget snart, at det er på plads, siger Henrik Lyhne.

Fusionsplanerne har fået den umiddelbare konsekvens, at Brockstedt-Kaalund siger farvel til advokat og partner, Johnny H. Madsen, samt hans syv medarbejdere på Aarhus-kontoret. De fortsætter dog deres rådgivning i Aarhus-lokalerne og fusionerer med DreistStorgaard Advokater A/S pr. 1. juli 2020.

- Ved Brockstedt-Kaalund har vi et strategisk mål om at vækste ved fusion og organisk vækst. Med den eventuelle nye fusion ser vi muligheder for at vækste yderligere og er overbeviste om, at vores full-service koncept med høj grad af specialisering inden for det privat- og erhvervsretlige kan styrkes. Det advokatfirma, som vi snakker fusion med, er stærke på områder, hvor vi ikke er det, og omvendt er vi stærke, der hvor de ikke er det. Vi vil derfor komme til at supplere hinanden godt i vores rådgivning indenfor både erhvervsret og privatret, siger Henrik Lyhne.

Han peger på, at den kommende fusion vil sikre firmaet.

- Det andet advokatfirma har den samme virksomhedskultur som Brockstedt-Kaalund, og vi vil derfor kunne bevare vores gode kultur og ånd i firmaet. Med den nye fusion vil vores virksomhed blive fremtidssikret til gavn for os alle, siger Henrik Lyhne.

På nuværende tidspunkt har Brockstedt-Kaalund cirka 70 ansatte i Silkeborg, Aarhus og København.

Hvis den nye fusion gennemføres, vil medarbejderne i Silkeborg fortsat være at finde på det nuværende kontor i byen – og derudover vil det nye firmas stab blive styrket med flere medarbejdere i både Silkeborg, Aarhus og København.