Virklund Plejecenters varme, pulserende hjerte er lammet af sorg og frustration

Udgivet:25. november 2022, 10.22

Læsetid:2 minutter

Af Kaj Holst-Jørgensen. Gravmosevej 2 Virklund

2 måneder siden

ÆLDREPLEJE Silkeborg Kommunes ældreudvalg har smidt en bombe ind i det ellers varme og velfungerende køkken på Virklund Plejecenter!

En dygtig flittig og hjertevarm medarbejder er fyret. Centret for kærlighed, hygge, samvær, nærvær og kvalitetstimer er skudt i sænk. Meget vigtige kommunikationstråde mellem beboerne og det omliggende samfund er brutalt revet over. 30 timer er skåret bort. De 20 timer heraf vil kommunen ikke forklare, hvordan man skal kunne spare. De sidste 10 timer pr. uge skal spares ved at nedlægge »caféordningen«, der består i, at udefrakommende kan købe et måltid mad. Personalets tidsforbrug hertil er maksimalt i alt en time pr. uge. Man fjerner altså godt 9 timer mere pr. uge, end der spares.

De 9 timer man kommer til at mangle, kan kun går fra den tid, man i dag har til personlig service i forbindelse med hjælp til spisning samt til venlig opmærksomhed, hygge, og ikke mindst nærvær. Man kan ikke røre i en gryde samtidig med intenst nærvær, lige som forældre ikke kan have givende nærvær med børn, forældre eller bedsteforældre samtidig med at de taler i mobiltelefon eller beskæftiger sig med andre, digitale medier.

Når »caféordningen« nedlægges fjernes den værdifulde kontakt, og det lille friske pust udefra, der naturligt opstår, når man henter maden og taler lidt med de beboere, der samtidig er i spisesalen. Det er dokumenteret, at udefrakommendes køb af middagsmad på Virklund Plejecenter har givet anledning til, rigtig meget hyggeligt samvær. Samværet har bestået af fællessang i forbindelse med spisning, busture, cykeltaxiture og eftermiddagshygge med videre. Kan de sparede 10 timer ugentlig retfærdiggøre, at kontakten med udefrakommende fjernes?

Undertegnede er sikker på, at ingen i ældreudvalget bevidst ønsker at ødelægge noget for beboerne på Virklund Plejecenter, men ville det ikke være hensigtsmæssigt, at alle i ældreudvalget gentagne gange deltog i aktiviteter som daglig spisning, eftermiddagshygge og underholdning, så de havde et realistisk indtryk af den enestående indsats personalet gør for at beboerne skal befinde sig bedst muligt?

Forhåbentlig har medlemmerne af ældreudvalget ikke glemt de problemer der har været på forskellige plejehjem grundet ugennemtænkte besparelser og mangelfuld ledelse - og herunder at den forhenværende leder af Virklund Plejecenter valgte at finde et andet job, fordi hun ikke følte, at Silkeborg Kommune var lydhør nok over for problemer og forslag til forbedringer.

Indlæser debat