Midtjyske Meninger: Grønt kaos

Udgivet:22. juni 2022, 09.45

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Charlotte Rune Nissen Silkeborg

Kender I til det, at der ikke altid er enighed om, hvordan haven skal fremstå?

P2 (præsten) er opvokset med at kanterne skal være snorlige, græsset skal gødes og vandes, mælkebøtter fjernes, for slet ikke at tale om områdets evig invaderende mos.

Bedene skal luges for alt hvad der minder om ukrudt og vildskud, for det hører sig ganske enkelt ikke til.

Det er som at være den lille Sisyfos, der forsøger at skubbe den store runde sten op ad bakken for blot at konstatere, at den ruller ned igen.

Endelige er man kommet rundt om hele husets 979 kvadratmeter have og de fleste bed, for herved at konstatere, at trillebøren må findes frem igen sammen med lugejernet og riven, og så eller på den igen!

P1(provsten) er den lidt mere kasuelle type udi haveorden, og hælder helt klart til en mere »vild med vilje«-tanke. Det har han talt så varmt for, at det da skulle prøves. Sådan lidt flere grønne tanker, lidt mere biodiversitet og vild-med-vilje og ikke mindst håbet om lidt mindre hårdt arbejde i præstehaven.

P1 og P2 gik i gang. Der blev revet blade og kviste sammen i bunker til småkravl af enhver art.

Også græs/mosplænen stod pænt med mange gule, dekorative bøtter, der alle fik lov at sætte frø inden græsslåmaskinen indhentede resten. Der blev lavet små fine bunker af smågrene, som var blæst af de store træer, der skulle fungere som en form for insekthuse eller læskur for diverse dyr og svampe. Lidt langt græs her og der.

Det så faktisk rigtig fint ud, som det var ordnet eller ikke ordnet. I hvert fald de første 10 minutter til matriklens hundehvalp fik slæbt samtlige grene ud over det hele, for den troede, de fine bunker var til leg og adspredelse.

Og børnene legede hest gennem samtlige bladbunker, fordi der var tur på fantasiens hesteryg i efterårsskoven og nu er samtlige visne blade atter spredt ud over området.

Ak ja, P1 og P2 står med hver sin kop kaffe og ser ud på det grønne kaos, og er egentlig ganske tilfreds.

For i havens geranium summer bier og humlebasserne rundt. Naboerne vinker og smiler stadig. Årets studenter dundrer snart forbi i åbne ladbiler med høj musik. De lyse nætter er over os.

Om en uge eller to tager vi en runde til i havens grønne kaos. I mellemtiden nyder vi midsommerens duft.

Læs også
<span>Midtjyske Meninger:</span> Hvordan siger du det? <span>Midtjyske Meninger:</span> Hvordan siger du det?
Læs også:
Midtjyske Meninger: Hvordan siger du det?

Indlæser debat