Hjemmepasning: Fremragende løsning eller tilbageskridt?

25. november 2020, 11.38

BØRNEPASNING En regnvejrsdag i november. Min 11 måneder gamle søn råber »Hvad dét?« om ukulelen på hylden. Ukulelen er fra min bedstemors hjem, som vi i de seneste uger har været med til at rydde, efter at hun er gået bort. 99 år gammel.

At have fået ukulelen, dét forpligter. Den skal mor her lære at spille på for sønnike en dag.

Barselstiden er ved at rinde ud. Siden sønnen fyldte 1 måned, har jeg med moderlig ængstelse set frem til den dag, hvor jeg skulle overlade ham til pasning i fremmede hænder. For nylig har jeg dog forstået, at det slet ikke bliver noget problem. Kommunens Dagtilbud har netop informeret os om, at vores søns dagplejeplads er givet væk til anden side, fordi et andet barns dagplejer er sygemeldt.

Hvordan står det så egentlig til med de kommunale dagtilbud?

Som indbyggere i Silkeborg skal vi lægge stoltheden til side og sige farvel til karriere for at blive hjemmegående

Helene Uller-Kristensen

Mange børnefamilier er i de seneste år flyttet til byen. Nye, unge skatteydere er flyttet ud i nye boligkvarterer i områder, hvor ingen indfødt silkeborgenser havde fantasi til at forestille sig, at der en dag ville komme moderne boliger med køkkenalrum og gulvvarme. Men Lars Tyndskid har solgt sin mark og er gået på pension.

Al denne byggeaktivitet resulterer besynderligt nok i, at der bliver for lidt plads i vuggestuerne. For få dagplejere og for få børnehavepladser. Måske var det helt uforudsigeligt, at de nye skatteydere ville få tid til at forplante sig?

Når man så brokker sig, får man at vide, at hjemmepasning er det nye sort. Og den sorte sats for at sende erhvervsaktive kvinder tilbage til kødgryderne er sat op. Forgæves forsøgte jeg på kommunens hjemmeside at finde information herom. Til gengæld faldt jeg over kommunens nyhed om, at vi har passeret et indbyggertal på 96.000.

Ad andre veje fik jeg oplyst, at man som børneforældre helt præcist kan blive tilbudt 5548 kr. - for at passe et barn derhjemme. Dette er for nylig forhandlet på plads i byrådet. Som indbyggere i Silkeborg skal vi lægge stoltheden til side og sige farvel til karriere for at blive hjemmegående i en by, der engang var en socialdemokratisk arbejderkommune. Jeg ser på ukulelen og tænker, at det ikke kun er min socialdemokratiske bedstefar, der kan vende sig i sin grav, men også min bedstemor, der har brugt sit arbejdsliv i forretning.

At passe vores søn, som vi selv har valgt at sætte i verden? Med stor glæde. Særligt hvis vi havde råd til at betale vores faste udgifter. Hvis det ikke betød opsigelse af mit nuværende arbejde. Hvis det ikke betød, at jeg skulle starte fra bunden med et flerårigt hul på cv’et. Og hvis en stor del af det moderne arbejdsmarked ikke anså hjemmegående forældre for at være dovne eller rustne.

Min søn kalder. Han gør mig stolt over alt det, han har lært det forgangne år og over den personlighed, han har udviklet. Små børn har så meget at lære og forstå. Uvidenhed om tingenes tilstand kan være en velsignelse. Han ved ikke, at oldemors skjorte er blevet for kort, eller at han ikke skal hen til den søde dagplejemor alligevel.

Læs også
Hjemmepasning: Tilskud bliver næsten fordoblet
+Abonnement

Skal man være en stolt silkeborgenser, fordi byen inden længe har 100.000 indbyggere, der må slås om pladsen til sig selv og børnene?

Nej, mor er ikke vred. Mor er skuffet.