Anklager: Underviser pressede og løj sig til sex med elev

Retten i Næstved frifandt underviser for voldtægt og misbrug af elev. Anklager kræver ham dømt i landsretten.

Udgivet:30. marts 2023, 11.27

Læsetid:2 minutter

Østre Landsret ventes senere torsdag at afsige dom i en sag mod en underviser, som anklages for at have misbrugt sin stilling til gennem flere år at få sex med en elev, der var 17 år, da det begyndte. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

2 måneder siden

KØBENHAVN I Østre Landsret gør specialanklager Steen Saabye torsdag et nyt forsøg på at få dømt en underviser for en anklage om at have misbrugt en pige til at få sex mindst 100 gange.

Han går efter at få den nu 48-årige tidligere underviser idømt op til fire års fængsel for voldtægt samt at have misbrugt sin stilling til at have sex med en elev på en ungdomsskole.

Manden har ifølge anklageren "tvunget, presset og løjet sig til sex" med pigen, der var 17 år, da forholdet begyndte. Det skal have stået på i cirka tre år.

- Han har i denne her sag kraftigt manipuleret et ungt menneske, siger Steen Saabye.

Underviseren blev i april 2022 frifundet for alle anklagerne ved Retten i Næstved. Blandt andet nåede byretten frem til, at han ikke havde en betroet stilling og snarere var tovholder end underviser.

Torsdag sidder den 48-årige mand i landsretten ved siden af sin forsvarer, Louise Sohrbeck Milthers, og kigger meget af tiden ned i bordet foran sig.

Han vil frifindes igen. Han har blandt andet skrevet med pigen via falske profiler og har erkendt at have opført sig uacceptabelt, men nægter at have gjort noget strafbart.

- De bliver kærester, siger Louise Sohrbeck Milthers og tilføjer:

- De tager i biografen. De tager ud at spise. De tager ud at rejse sammen. Der er også langt mere i det her forhold end det seksuelle.

Hun mener, at den nu unge kvindes forklaring er utroværdig.

Flere gange ugentligt - og mindst 100 gange i alt - skal underviseren ifølge anklageren have misbrugt pigen til at få sex. Der var ifølge anklageskriftet også tale om hård sex, hvor der blev brugt vold og pisk.

Han lod hende forstå, at hvis hun ikke havde sex med ham, så ville der blive spredt rygter om hendes evner, så hun ikke kunne få en karriere inden for det kunstneriske område, som hun ønskede, lyder anklagen videre.

Derfor var der ifølge anklageren også tale om voldtægt, da tiltalte ifølge ham dermed truede pigen til sex.

Underviseren konstruerede også fiktive beskeder fra to andre fra det kunstneriske miljø, som hun så meget op til.

- Alt var nøje udtænkt, siger Steen Saabye.

- Han har alene opnået de her samlejer ved brug af grov manipulation og opdigtede beskeder.

Ifølge specialanklageren har den unge kvinde afgivet en "troværdig" og "konsistent" forklaring.

- Den bliver underbygget af en lang række andre omstændigheder, der viser, at der ikke har været tale om et frivilligt forhold, siger Steen Saabye.

Dommen afsiges torsdag eftermiddag.

/ritzau/