Kristine Brunsborg og Jysk fejrede para-atleter med uddeling af knap en million kroner

16. september 2021, 09.20

Fra venstre: Parasport Danmarks formand, John Petersson, Kristine Brunsborg og kommunikationschef i Jysk, Rune Jungberg Pedersen. Foto: www.fotografaalborg.dk

Onsdag blev de paraolympiske medaljetagere hyldet ved et arrangement hos Jysks uddannelsesafdeling i Himmerland.

Det blev en festlig dag for atleterne, deres familier, Parasport Danmark og sponsorer.

Samtidig kunne Lars Larsens enke, Kristine Brunsborg, overrække en check på 848.100 kroner efter salg af lodsedler i butikkerne.

I ugerne op til og under de Paralympiske Lege i Tokyo kunne kunder i alle danske Jysk-butikker købe lodsedler. Her var der mulighed for at vinde gavekort til Jysk og i hovedpræmie en Toyota Aygo, mens salget gik ubeskåret til Parasport Danmark.

Salget er nu blevet gjort op, og i perioden blev der solgt hele 33.924 lodsedler. Det blev til en samlet donation på 848.100 kroner.

- Vi er glade for, at vi endnu engang kan støtte de danske paraatleter med et flot beløb. Alle vores kollegaer ude i butikkerne har virkelig gjort en stor indsats for at få solgt så mange lodsedler som overhovedet muligt, og vi håber, at det kan være et godt rygstød frem mod de Paralympiske Lege i Paris 2024, siger Bo V. Andersen, Country Manager i Jysk Danmark.

Jysk og familien bag har været hovedsponsor for Parasport Danmark siden 1989.

Indlæser debat...