Fiskehandler til angreb mod unfair torve-handel

Byens Fisk & Vildt vil have torvehandel begrænset til om lørdagen for at undgå unfair konkurrence

Udgivet:13. december 2011, 15.00

Læsetid:2 minutter

Michael Bay er ikke tilfreds med konkurrenceforholdene. Torvehandlerne betaler for lidt i leje, mener han.

Kenneth Husum

12 år siden

Fiskehandler Michael Bay, Byens Fisk & Vildt, betaler mange gange mere i husleje end sine største konkurrenter, der samtidig har byens bedste placering på Torvet.

Derfor har han nu klaget til Silkeborg Kommune, fordi han ønsker mere ordnede forhold for torvehandlen, som han oplever som konkurrenceforvridende. Vej- og trafikudvalget har sagen på sit møde i morgen.

- Tidligere var torvehandel noget, der foregik om lørdagen, og jeg har altid set på det, som noget, der var til gavn for byen. Som fiskemand koster det mig selvfølgelig nogle penge, men som borger i Silkeborg er jeg glad for, at der er liv og god stemning på Torvet om lørdagen. Problemet er bare, at torvehandlen har grebet om sig og foregår alle ugens dage, og det virker konkurrenceforvridende, når jeg skal drive forretning på helt andre vilkår, siger Michael Bay.

Han peger på, at fiskehandlerne på Torvet betaler en væsentligt lavere leje for en bedre placering, end han gør for butikken på Søndergade.

- Jeg føler, at jeg indirekte støtter mine egne konkurrenter gennem den skat, jeg betaler til kommunen, konstaterer Michael Bay.

Han har en månedlig husleje på 11.000 kroner, og for det der svarer til to måneders husleje kan en fiskevogn brede sig over to stadepladser på Torvet i et helt år.

I butikken er der samtidig en årlig udgift på 100-125.000 kroner til strøm for at holde køle-temperaturen nede.

På Torvet skal man ikke betale så meget for strømmen, konstaterer Michael Bay, der håber, at torvehandlen igen kan blive begrænset til om lørdagen.

Michael Bay får opbakning til sin kritik fra handelschef Claus Broe fra Handel Silkeborg.

- Torvehandlen har fået så stort et omfang, at der er brug for at få klarere regler, siger han.


Så meget koster en plads på Torvet:

Hvis man har en stadeplads på Torvet om lørdagen, skal der ikke betales for at have en plads andre dage i løbet af ugen.

Prisen for en lille plads på 2,5 gange 5 meter er 1490 kr. hvert halve år.

For en standardplads er prisen 2975 hvert halve år.

Med to sammenhængende standardpladser er prisen 11.630 kr.

Derudover skal der betales for et eventuelt el-forbug.

Prisen for el er uanset stadepladsens størrelse sat til 75 kr. om dagen eller 1355 kr. halvårligt.

Omkringliggende kommuner sætter priserne anderledes for leje af en stadeplads.

I Herning koster en stadeplads på 3 gange 3 meter 442 kr. i kvartalet.

I Aarhus koster en plads på St. Clemens Torv 850 kr. hvert halve år, mens der på Ingerslevs Boulevard betales 145 kr. pr. kvm. om året.