Nyt til garderoben er med til at holde detailsalget højt

I august faldt salget i de danske butikker en smule. Detailsalget er dog fortsat på et højt niveau.

25. september 2020, 09.13

Detailsalget faldt en smule i august, ligesom det var tilfældet i juli. Det er dog stadig på et højt niveau. (Arkivfoto) ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

KØBENHAVN Salget af tøj og sko var med til at holde detailsalget i butikkerne højt i august. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Godt nok var detailsalget 1,1 procent lavere end i juli, men det er fortsat 4,5 procent højere end i februar inden coronakrisen.

Særligt salget af tøj og sko har været med til at holde niveauet højt i august. Det steg 3,5 procent i august.

Den anden vej trak andre salget af varer som elektronik og møbler. Det faldt 2,9 procent.

Hos Arbejdernes Landsbank er cheføkonom Jeppe Juul Borre »dybt imponeret« over styrken i detailsalget.

- De seneste to måneders fald kommer på ingen måde som en overraskelse efter en massiv ketchupeffekt med sommerens genåbning, lyder det i en kommentar.

Han henviser til, at detailsalget steg markant i maj, efter at samfundet begyndte at genåbne efter corona-nedlukningen.

Her steg salget tæt på ti procent, hvilket er den største månedlige stigning siden starten af 2000, hvor statistikken blev lanceret.

Der er dog risiko for, at detailsalget tager et par skridt tilbage de kommende måneder, bemærker Danmarks Statistik. Forbrugerne er nemlig blevet mere pessimistiske i takt med efterårets komme.

Tirsdag viste Danmarks Statistiks forbrugerindikator, at forbrugernes humør næsten er tættere på niveauet fra foråret, da krisen var værst, end de mere optimistiske sommermåneder.

Cheføkonom Jeppe Juul Borre ser også tegn på, at genopretningen af økonomien er ved at bremse op.

En hjælp kan dog være udbetalingen af en bid af de indefrosne penge. I oktober kan lønmodtagere søge om at få udbetalt tre af fem uger.

Feriepengene er blevet låst, da Danmark har fået en ny ferielov. De skulle egentlig låses, ind til lønmodtagerne når pensionsalderen, men de frigives nu for - netop for at sparke gang i forbruget.

Jeppe Juul Borre mener dog, at det kan være en hindring, at de ikke udbetales automatisk, men at der skal søges om dem.

- Man kan også fokusere på at udbetale samtlige fem uger, men det ser jeg ikke som den mest optimale løsning her og nu, lyder det.

De sidste to skal der forhandles om på et senere tidspunkt. Et politisk flertal ønsker dog også dem udbetalt.

/ritzau/