75.000 og hæderspris til lokale iværksættere

Lokalt forlag får Albertsen-Fondens hæderspris

2. december 2020, 13.08

Forlaget Book Lab fra Svejstrup, som er stiftet af Ditte Jensen og Søren Hørdum, er blevet tildelt Albertsen Fondens hæderspris og 75.000 kr. for deres eksperimenterende udgivelser.

SVEJSTRUP/RY-- Champagnen blev åbnet i Svejstrup mellem Ry og Skanderborg, da nyheden om, at det lille lokale forlag Book Lab havde modtaget Albertsen-Fondens hæderspris. Det fortæller Ditte Jensen, som er redaktør og den ene halvdel af forlaget.

Vi er helt enormt glade og stolte over prisen. Vi har hele tiden været overbeviste om, at den fysiske bog har et unikt potentiale, som vi kan bruge til at skabe bøger ud over det sædvanlige. Nu er der nogen, der anerkender vores arbejde. Det er stort, siger hun.

Fonden begrunder blandt andet valget af forlaget med følgende ord: Prisen er en anerkendelse for indsatsen med at opbygge et forlag, der med sikker sans for kvalitet tør eksperimentere med den fysiske bogs mange virkemidler og tegner sig for nogle af de senere års mest markante bogværker, for eksempel den monumentale fotobog And Then There Was Silence (2017) med krigsfotografen Jan Grarups uafrystelige billeder. Nyskabende bogdesign udfoldes i samme store stil, dog på en helt anden klinge, i mammutbogen om Olsen-Banden (2018), mens det kulturhistoriske storværk om Kødbyen i København (2019) udnytter alt, hvad papirbogen kan i en fornemt formidlende forening af tekst og billeder. Forlaget har desuden netop sendt storværket Matador af filmanmelder og forfatter Christian Monggaard på gaden.

Med de flotte ord følger prisen på 75.000 krober, som skal bruges til at søsætte nye udgivelser, fortæller Søren Hørdum, der er forlagschef.

Corona har været en mavepuster for os og hele bogbranchen. I foråret blev handlen lukket ned og senest blev årets Bogforum aflyst. Det har været en drønhård rutsjebanetur for vores butik, men nu lysner det, siger han.