Jul

Fra julehygge til foder og huler: Nyt liv til gamle juletræer

88 juletræer fra Strøgcentret i Ikast gør nu gavn som byggemateriale til huler og foder til kæledyr på Daginstitutionen Lægdsgård

13. januar 2020, 10.13

88 juletræer blev fredag fragtet fra Ikast Strøgcenter til Daginstitutionen Lægdsgård, hvor træerne gør nytte til blandt andet hulebyggeri. Foto: Thomas Vang Nielsen

IKAST »Først skal træet vises, siden skal det spises«.

Sådan lyder det i en del af Peter Fabers juleklassiker »Højt fra træets grønne top«, og teksten er ganske rammende for de 88 juletræer, der har stået som en del af udsmykningen i Ikast Strøgcenter.

10 frivillige mænd fra Lions Ikast har mod betaling stået for at nedtage og bortkøre juletræerne samt den 300 meter lange røde løber fra Strøgcentret.

Pengene fra arbejdet går ubeskåret videre til nogle af de mange godgørende formål, som Lions Ikast støtter.

Et grønt bjerg

Den røde løber er rullet sammen, læsset på en trailer og kørt til stort brændbart på genbrugspladsen.

Juletræernes skæbne er ganske anderledes. De er kørt til Daginstitutionen Lægdsgård, hvor de allerede skaber stor glæde.

- Jaaaa. Nu kan vi bygge huler, udbrød et par drenge i flyverdragter, da herrerne fra Lions på kort tid skabte en stor bunke af træer på græsplænen.

Øjeblikket efter kom flere børn løbende og begyndte udforskningen af det grønne bjerg.

Træerne fra Strøgcentret er ikke de første juletræer, som børnene har kunne lege med i år. Flere af forældrene har bidraget med familiernes juletræer, og det har ført til opførelsen af »Granborg«, som i følge en af drengene er et godt sted at lege riddere.

Kan også bruges i august

Daginstitutionen Lægdsgård er hjem for adskillige dyr, der nyder børnenes daglige opmærksomhed. Og så nyder de at spise juletræer. Dog med varierende appetit.

- Minigrisene Grisling og Grynte gider ikke rigtig smagen af gran, og det er ikke så meget, de fire kaniner Bailey, Jonathan, Nougat og Linda fortærer. Men æslerne Alfred og Olga er vilde med at gnave bark af træerne, og gederne Bertram, Berta og Bibi æder alt, fortæller Tony Bülow, der er seniorjobber i daginstitutionen.

Det er ikke første gang, Lægdsgård får aflagt julegran leveret, og træerne er populære i mange måneder.

- Sidste år, lige før vi skulle holde Ikast Børnefestival i august, beordrede børnehaveledelsen, at de sidste gamle visne juletræer skulle køres væk. Men børnene ville det anderledes, så de gemte juletræerne inde mellem nogle andre træer på grunden, siger Tony Bülow.

Juletræer er ren guf for gederne Bertram, Berta og Bibi. Foto: Thomas Vang Nielsen
Enhver voksen må da kunne se, at dette er ridderborgen »Granborg«, mener børnene. Foto: Thomas Vang Nielsen
Æslerne Alfred (forrest) og Olga er vilde med smagen af bark fra grantræer. Foto: Thomas Vang Nielsen
Minigrisene Grisling (forrest) og Grynte foretrækker andet foder, men indimellem kan gran gå an. Foto: Thomas Vang Nielsen
Knap var træerne læsset fra traileren, før de første huler begyndte at tage form. Foto: Thomas Vang Nielsen