Mindeord: Lasse lyste op i tågen

18. september 2020, 13.00

MINDEORD: Susan Steen, Silkeborg, har skrevet følgende mindeord over Lasse Rikart Lyngholm Pedersen, Silkeborg, der er død i en alder af 29 år:

Det er en usigelig sorg med sygdom og død i forbindelse med Lasse, mit barnebarns kæreste. Alle omkring ham er i chok og sorg, og der bliver et stort savn, især for Lasses forældre, søskende og for mit barnebarn Emma.

Lasse var et naturmenneske og en ung mand med stort blik for miljø og klima. Det var der, hans lyst og arbejdsglæde lå.

Derfor er det nærliggende at nævne digteren Hostrups vers om at grønnes, blive en del af naturen og netop der lyse op:

»Grønnes kun, se, det er sagen,

leve med og være vågen,

leve kort tid eller længe,

blot vi lyser op i tågen.«

Lasse lyste op i tågen med sit engagement for det, der grønnes - og for sine mennesker.

Vi har meget at takke for.