Spøgelsesjægere fra Silkeborg skal hjælpe Herning

Udgivet:26. oktober 2011, 13.02

Læsetid:2 minutter

Er det mone Ane Marie her, som spørger på museet i Herning? Det vil måske vise sig, når Ghosthunting.dk fra Silkeborg kigger forbi til kulturnatten den 4. november.

Søren Nielsen

En gruppe spøgelsesjægere fra gruppen Ghosthunting.dk skal til Herning for at undersøge Herning Museum.

Ghosthunting består af en gruppe mennesker fra Silkeborg-området, der anført af stifteren Thomas Andersen undersøger forskellige steder i landet for såkaldt paranormal aktivitet.

Tidligere i år kom det frem, at Herning Museum har problemer med »noget« eller »nogen«, som generer gæsterne, når de besøger det lille hus, der er kendt som eneboeren Ane Maries Hus, som ligger på museets frilandsområde.

Her måtte to mandlige turister pludselig forlade huset, fordi de blev mødt af slag i hovedet og en voldsom modstand ved døren. Begge gæster forsøgte to gange at gå ind huset, uden held. Deres hustruer kom ind uden problemer.

Herning Museum pegede den gang på, at det muligvis er Ane Marie som spøger og slår mænd, der taler grimt om hende.

Gruppen fra Ghosthuntning.dk vil den 4. november i forbindelse med Kulturnatten i Herning undersøge stedet for paranormal aktivitet. Og interesserede børn og voksne kan møde spøgelsesjægerne fra klokken 19 til 21.

Men herefter bliver der lukket ned for publikum. For så skal spøgelsesjægerne fra Silkeborg nemlig i gang med at opsætte forskelligt overvågningsudstyr, der måske kan opfange og dokumentere, at der er et spøgelse på stedet.

Cirka en uge efter undersøgelserne vil spøgelsesjægerne lægge resultaterne af deres iagttagelser ud på hjemmesiden ghosthunting.dk.

Spøgelsesjægerne fra Silkeborg har ikke til formål at udrydde spøgelser. De vil kun dokumentere, at der findes mere mellem himmel og jord, end vi regner med.