Vi drages mod de smukke landskaber: Her er fem menneskeskabte udsigtspunkter

De fleste af os drages mod udsigter, uanset om det er over smukke landskaber eller byernes tage. Indimellem må udsigten konkurrere med selve udsigtspunktet, når kreative arkitekter har været på spil, hvilket man kan forvisse sig om, hvis man tager med på denne rundtur til USA, Tjekkiet, Norge, Østrig og Danmark – så tag en dyb indånding, hvis du har højdeskræk!

Udgivet:31. august 2022, 12.08

Læsetid:8 minutter

Stegastein Foto: Robert Bye/Unsplash

Af Søren Flott
redaktion@m-jylland.dk

1 år siden

1. Norge: Toilet med udsigt

Umiddelbart syner det ikke af så meget.

Bevares, træet er smukt gyldent, og formen er typisk skandinavisk med flotte linjer, men granerne omkring udsigtspunktet i Stegastein vest for Bergen gemmer på en hemmelighed.

Efter at have parkeret bilen, går vi det korte stykke hen til det, der minder om en gangbro. Vi går ud på den og lidt efter giver det et kraftigt sug i maven, da landskabet åbner sig. 650 meter under os ligger Aurlandsfjordens blå flade mellem de grønklædte fjelde. Suget bliver kun kraftigere, da vi når ud til enden af den 30 meter lange platform, for her har arkitekterne sat en gennemsigtig plade, mens trædelen af platformen ser ud til blot at forsvinde.

Det her bliver ikke mere norsk, og vi ender med bare at stå og nyde det i en halv times tid.

Her på stedet er endnu en ret speciel seværdighed. At der er offentlige toiletter, er selvfølgelig ikke usædvanligt, for her kommer mange mennesker, men her er de bygget, så de hviler lige på kanten af klipperne, og der er installeret panoramavinduer! Det er uden tvivl et af verdens smukkest beliggende toiletter – og det er ikke bare noget, jeg siger. I 2016 kom de nemlig på magasinet Design Curials officielle liste over verdens ti bedste offentlige toiletter.

Området myldrer i øvrigt med fine udsigter og vandfald. Mange vælger den hurtige vej gennem Lærdalstunnelen, men tager man sig tid til turen over fjeldet, belønnes man med fjorde, søer, fjelde og vandfald.

Artiklen fortsætter under billedet ...

SUMMIT One Vanderbilt Foto: Søren Flott

2. USA: Synsbedrag på 91. etage

Elevatoren suser op på 91. etage i løbet af et halvt minuts tid, og med et sug i maven træder vi ud i en hvid korridor. Da vi drejer om hjørnet, strømmer sollyset ind gennem panoramavinduerne, og mod øst kigger vi lige ned på den ikoniske Chrysler Building. Mod syd rejser Empire State Building sig mod den blå himmel.

Og så går jeg i stå. Mine fødder nægter at træde frem. Lige foran os forsvinder gulvet, og man kan se hele vejen ned til stueetagen.

Eller sådan føles det.

SummitT One Vanderbilt er New York Citys nyeste udkigsplatform midt på Manhattan, og her får man ikke bare udsigten med for pengene, men fire etager med synsbedrag og kunstinstallationer. Og synsbedrag er netop, hvad der snyder min hjerne. Her på etagen er gulve og lofter beklædt med spejle, der får hjernen til at tro, at man går på glas, og det kræver overvindelse at træde ud på dem. Til gengæld giver det mulighed for nogle spøjse billeder – ud over dem vi knipser af den formidable udsigt over skyskraberne i byen, der aldrig sover.

På næste etage svæver sølvfarvede balloner i forskellige størrelser rundt og spejler os, mens vi ser ud på Central Park, og længere oppe bringer en udendørs elevator med glasbund besøgende op mod bygningens spir – og den er kun for folk uden højdeskræk.

Jeg taler af erfaring!

Artiklen fortsætter under billedet ...

Zizkov TV-tårn Foto: Colourbox

3. Tjekkiet: Kæmpebabyer på udflugt

Umiddelbart virker det ikke, som om der er noget særligt at se i denne del af Prag, da vi kommer op fra metroen. De lokale nyder øl i solen og køber frugt og grønt på markedet, men det lader mest til at være et sted, hvor folk bor.

Vi følger kortet ned mellem etageejendommene og undrer os. Burde sådan et tårn ikke ligge i et åbent landskab og med en stor parkeringsplads for foden? Sådan er det ikke med Zizkov TV-tårnet i Prag. Det ligger midt inde i bydelen og kommer først til syne, da vi næsten står lige under det.

Og lad os være ærlige – kønt er det ikke. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er bygget under det kommunistiske styre. Det er tungt og klumpet. Et par massive søjler bærer nogle store, klodsede kasser, hvor man finder en udstilling, en restaurant og mulighed for at nyde udsigten over den tjekkiske hovedstad. Det er imidlertid uden på tårnet, den mest usædvanlige attraktion befinder sig.

Læs også
5 usædvanlige kirker i Europa 5 usædvanlige kirker i Europa
Læs også:
5 usædvanlige kirker i Europa

Her kravler ti kæmpebabyer op og ned af søjlerne.

Det er kunstneren David Cerny, der har været på spil. Hans kunstværker findes rundt omkring i Prag – for eksempel et kæmpe hoved af drejelige plader, som forestiller forfatteren Kafka – og får altid besøgende til at spærre øjnene op. Babyerne her er på størrelse med personbiler og har stregkoder i stedet for ansigter – så kan man spekulere over meningen med det.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Dachstein Foto: Colourbox

4. Østrig: Trappen til intetheden

Hvis der er et sted, hvor man i dén grad kan få udfordret sin højdeskræk, er det bjerget Dachstein i de østrigske alper sydøst for Salzburg.

Turen op til det 2.700 meter høje bjerg går stejlt op med en svævebane, der leder mine tanker hen på den klassiske film "Ørnereden", hvor to mænd er oppe at slås på toppen af en gondol. Fra toppen er der en formidabel udsigt over de snedækkede tinder, men prøvelserne er ikke forbi endnu. En kort spadseretur leder frem til en hængebro – og ja, den hænger faktisk i tynde kabler, og min hjerne mener, at det hele er konstrueret af fiskesnøre. Den er naturligvis helt sikker at gå på, men der er mange, som må tage mod til sig, og de 400 meter over en dyb slugt til en anden del af bjerget føles som fire kilometer.

Det bliver værre endnu.

Læs også
<span> Berømte og berygtede steder:</span>  Fem berygtede fængsler <span> Berømte og berygtede steder:</span>  Fem berygtede fængsler
Læs også:
Berømte og berygtede steder: Fem berygtede fængsler

For enden af broen venter Treppe ins Nichts – trappen til intetheden. Her fører trin ud fra selve bjergsiden og "svæver" i luften. Man kan selvfølgelig se landskabet dybt dernede igennem trinene. De stopper ved en lille platform, hvor man kan tage de flotteste billeder af Alperne – med mindre man er gået i panik og ikke kan røre sig ud af flækken.

Bedst af alt – man skal også tilbage igen!

Artiklen fortsætter under billedet ...

Marsk Tårnet Foto: Mette Berg

5. Danmark: Tårnet i Marsken

I Danmark har vi traditionelt været meget tilbageholdende med at kombinere naturen med arkitektur og formidling, men der er sket en del de senere år. Tænk for eksempel på Skovtårnet i Gisselfeld Klosters skove på Sydøstsjælland eller de forholdsvise nye museer Tirpitz ved Blåvands Huk og Vadehavscenteret ved Ribe.

De fik sidste år selskab af en markant ny attraktion i Hjemsted ved Skærbæk i Sønderjylland:

Marsk Tower.

Når man besøger marsken i det sønderjyske, kan det være svært at få et overblik. Landskabet er så fladt, at man ganske vist kan se langt ud mod horisonten, men det er ikke muligt at hæve sig over vidderne. Eller det kan man nu. Tårnet, der er inspireret af DNA-spiralen i vores celler og bygget af det verdenskendte arkitektfirma BIG, knejser 36 meter over havets overflade, og forcerer man de 146 trin, får man et helt andet perspektiv på marsken med et kig til Vadehavet, der er på FN’s Verdensarvsliste.