Midtjyske Meninger: Stop de unges druk

Udgivet:08. august 2022, 11.32

Læsetid:2 minutter

Af Jesper Grønkjær Kjellerup

I bestræbelserne på at komme danskernes drukvane til livs, har flere gymnasier besluttet at kommende fester skal foregå uden alkohol. Ingen kan vel være uenig i, at man skal gøre hvad man kan for at stoppe en hver form for misbrug, og at overdreven alkoholindtag kan være skadeligt. Alligevel er jeg ikke ubetinget tilhænger af et forbud, hvilket ikke skyldes at denne klumme er skrevet fra en festivalstol i Skanderborgs bøgeskov, hvor jeg i øjeblikket deltager i Smukfest med 50.000 andre feststemte danskere. Nej jeg mener at forbud alt for ofte rammer skævt.

Tidligere på sommeren var der tilsvarende debat om de nylige udklækkede studenters vilde fester, som mange »voksne« fandt forkastelige. Personligt mener jeg de unge studenter skal give den max gas. Om lidt venter voksenlivet og alle forpligtelserne. At det er livsødelæggende at feste som ung, er jeg ikke enig i. Selv gik jeg i byen stort set hver fredag og lørdag fra jeg var 13 til 30 år. Til tider også om torsdagen. Jeg elsker stadig en god fest og den løssluppenhed alkoholen giver. Men i det daglige drikker jeg meget sjældent en dråbe med procenter - faktisk kan der gå flere måneder, imellem jeg nyder en øl.

Jeg siger ikke at alkohol er uskadeligt. Min pointe er, at mange voksne mennesker der lider af alkoholproblem, ikke har fået dette grundlagt i ungdommen. At det ikke er dem, der drikker til festerne, der bliver alkoholikere. Det er i stedet dem, der drikker når festen er slut. Dermed er det ikke nogle bagvedliggende årsager der fører til misbrug. Jeg tror i højere grad det skyldes disse menneskers manglende selvværd, de forventninger der stilles til dem fra såvel omgivelser som fra dem selv, eller det præstationssamfund vi lever i. Faktisk er der ingen af de ungdomsvenner jeg festede med, der nu har overdrevet alkoholforbrug...ligesom de alkoholikere jeg kender i dag, ikke drak mere end alle andre, da de var unge.

Men mange »voksne« var på Facebook og i læserbreve hurtigt ude at fordømme studenterfesterne. Men når jeg spurgte hvem af dem, der ikke selv har været drukket i hegnet til en firmafest, julefrokost eller på festival, så indrømmede de modvilligt. Og når jeg endvidere spurgte om det var noget der havde skadet dem eller beriget dem, så var det ofte det sidste, der var tilfældet.

Selvfølgelig skal vi have grænser og lovgivning. Jeg mener blot at et alt for striks forbud på området svarer til, at trafikhastigheden nedsættes til 30 km/t, fordi nogle få vanvidsbillister ikke kan overholde retningslinjerne.

Så lad blomsten af Danmarks ungdom nyde i livet. De kan hurtigt nok blive etablerede og småkedelige.

Når jeg kigger i min blå bog fra gymnasiet, er det en tid jeg absolut ikke ville have været foruden. Og sådan tror jeg, der er mange, der har det.

Det glemmer de bare, når de sidder og nyder en flaske rosévin på terrassen i vished om, at dé godt må drikke, for det skader jo ikke dem.

Indlæser debat