To nye forstærkninger på plads hos Young Boys

Marc Gangia fra Marienlyst og FCM-talentet John Ndjate har skrevet under på aftaler med 3. divisionsklubben

29. juli 2021, 10.42

Marc Gangia er ny mand i Young Boys. Foto: Young Boys FD

FODBOLD 3. divisionsoprykkerne fra Young Boys har de første nye navne på plads til den kommende sæson.

Et af dem er den 24-årige offensivspiller Marc Gangia, der senest har spillet for danmarksserieklubben Marienlyst. Her imponerede Marc Gangia stort - ikke mindst med med tre mål i de to kampe mod Silkeborg KFUM (det nuværende Young Boys, red.).

- Marc er en spiller der rigtig dygtig i hans offensive spil, hvor han er specielt god til at finde mellemrum og linke op med sine medspillere. Han skal bygge på i sit presspil og få mere intensitet i hans pres, men han er helt sikkert en spiller vi får stor gevinst af, siger cheftræner Thomas Loft.

24-årige Marc Gangia har spillet ungdomsfodbold i OB og har desuden været et smut i Næsby. Tidligere i karrieren var han ramt af en korsbåndsskade, men den er han kommet sig så godt over, at Young Boys-sportschef Holger Kristiansen har hentet ham til Søhøjlandet.

- Allerede efter min første snak med Holger, var jeg egentligt ret overbevist om, at jeg skulle være en del af Young Boys FD. Hans ideer og visioner om projektet var tiltalende, og så synes jeg, at hele det setup er meget professionelt i forhold til hvad andre klubber kan tilbyde, så det var klart en afgørende faktor, siger Marc Gangia, der flytter til Silkeborg i forbindelse med skiftet.

Derudover har Young Boys som beskrevet i Midtjyllands Avis tirsdag lavet en aftale med den 19-årige forsvarsspiller John Njate, som i sidste sæson var med til at blive dansk U19-mester med FC Midtjylland.

- Det er en rigtig god spiller, som vi har fået mulighed for at hente ind til den kommende sæson, siger Holger Kristiansen.

- Vi har haft en løbende dialog med John i et stykke tid, og vi er glade for at det nu har kunne lade sig gøre, fortæller sportschefen om John Ndjate, der oprindeligt kommer fra Lemvig.

Marc Gangia og John Ndjate var megge med, da Young Boys i tirsdags vandt 3-2 over Odder i en træningskamp.

Indlæser debat...