Hjælp til et sundere liv

Redaktionen besøger løbende en række lokale forretnings-indehavere. Denne uge Mette Weber Carlsen, indehaver af Helsegården, der ovenpå julens overflod hjælper kunderne med at komme tilbage til en sundere livsstil

7. januar 2020, 05.52

- Jeg har en del faste loyale kunder, og jeg er på fornavn med flere. Jeg tror de kommer, fordi de ved, hvad de møder og kan forvente, siger Mette Weber Carlsen, indehaver af Helsegården. Foto: Peter Bruvik-Hansen

SILKEBORG - Det er tid for nytårsforsæt. Folk vil gerne leve lidt sundere, lyder det fra Mette Weber Carlsen, indehaver af Helsegården på Vestergade.

Gennem fire år har hun været selvstændig med egen butik, der med fokus på blandt andet naturlægemidler, kosttilskud, vitaminer og mineraler naturlige hudplejemidler samt økologiske fødevarer, hjælper og rådgiver kunderne til en anden livsstil end den traditionelle. Og erfaringsmæssigt er der flere, der i januar måned kigger ind for at få råd og vejledning.

- Der kommer nogle kunder, vi ikke ser til daglig. Som en del andre, spørger de om råd til at kunne slanke sig, udrense kroppen efter julen, og så i det hele taget få en sundere livsstil, siger Mette Weber Carlsen, der på hylderne har en række produkter, der kan hjælpe i den rigtige retning.

Har ingen mirakelkur

Hun har dog ingen mirakelkur, men derimod en række produkter, der kan være med til at »booste« kroppen.

- Jeg har nogle kunder, der med et glimt i øjet siger, at de helst vil kunne sidde i sofaen og så tabe ti kilo. Men det kan jeg altså ikke klare, siger hun.

Men ved at kombinere en række produkter med en generel sundere levevis, mere motion og en eventuel kostomlægning, kan man komme et godt stykke. Ifølge Mette Weber Carlsen kan eksempelvis produkter med chili sætte gang i forbrændingen. Det samme er tilfældet med grønne kaffebønder og cognacrod, der også er godt for stofskiftet.

Får løbende nye kunder

- I julen har vi fyldt os med sukker og fedt og alt det, vi i virkeligheden ikke skal spise. Nu kommer folk og skal have hjælp til at få kroppen renset, siger Mette Weber Carlsen, der på trods af at have åbnet butikken for fire år siden, fortsat har kunder, der kommer og spørger, om hun lige har åbnet butikken.

- Det er lidt sjovt, men jo også ret fint, for det viser jo, at der løbende er nye kunder, der finder frem til os, siger hun og tilføjer.

- Men hvis folk ikke tidligere har haft behov for de produkter, jeg har på hylderne, så lægger de nok ikke mærke ikke butikken.

Helsegården er dog ikke ene om at have fat i kunderne, der også benytter andre butikker i byen med lignende produkter. Og Mette Weber Carlsen bemærker, at hun også godt kan mærke, at kunderne handler på nettet.

God service og vejledning

- Det sker at kunderne kommer og spørger, om vi matcher prisen. Og er der en vare, vi ikke har, så kan vi bestille den hjem i løbet af to dage. Det er dog ikke alle, der har tålmodighed til det. Så de vælger selv at bestille det på nettet. De skulle som regel have brugt det i går, smiler Mette Weber Carlsen.

For at modsvare nethandlen forsøger Mette Weber Carlsen og personalet at give en god service og vejledning i produkterne.

Og så prøver Mette Weber Carlsen så vidt muligt at have det på hylderne, som hun hører og fornemmer kunderne efterspørger.

- Vi kan jo ikke have alle produkter, men vi tilbyder at få varerne hjem i løbet af to dage. Det synes vi er en udstrakt service, siger hun, der siden etableringen af Helsegården for fire år siden, har holdt fast i sit koncept, og ikke ændret det store. Heller ikke i indretningen af butikken.

Selvstændig og mor

- Det fungerer fint, kunderne roser fortsat butikken og indretningen, så der er ikke sket de store ændringer, konstaterer Mette Weber Carlsen, der på det personlige plan dog har mærket store forandringer, siden hun åbnede butikken.

Sommeren 2018 blev hun således mor til datteren Esther. En begivenhed, der var »helt vild«.

- Jeg synes faktisk det fungerer fint at være selvstændig med butik og så være forældre. Det giver en form for frihed at være selvstændig. Jeg kan møde om formiddagen, når jeg har afleveret Esther, og så er der dage, hvor jeg kan gå tidligere, for jeg har en god kollega, der ikke skal hjem til små børn. Men det har da været en stor omvæltning at blive forældre. Men jeg er ikke væltet, siger Mette Weber Carlsen, der sideløbende og i tilknytning til butikken også tilbyder fodbehandling.

Der skal lidt mere til

Det har hun gjort i syv år, og hun har mange faste kunder, der har holdt ved siden hendes elevtid.

Men siden er flere nye kommet til, og Mette Weber Carlsen har en plan om, at flere kunder skal have muligheden for fodpleje.

- Jeg indfører et stempelsystem. Hver gang kunderne køber for 300 kroner eller mere i butikken, får de et stempel. Når de har 10 stempler, tilbydes de en gratis fodbehandling. Det er jo en måde at gøre tingene lidt anderledes på end andre. Og en måde at yde en anden form for service. For selv om man driver en specialbutik, er det ikke nødvendigvis nok. Der skal lidt mere til for at drive en butik i dag, siger Mette Weber Carlsen.