
Fadæse: Silkeborg-Voel floppede fælt mod bundprop
Udekampen mod upåagtede Skanderborg udviklede sig til en pinlig affære for favoritterne
Udgivet:11. marts 2023, 17.26
Læsetid:2 minutter
Filippa Idéhn stod med en redningsprocent på 34 mod Skanderborg, men det var slet ikke nok for Silkeborg-Voel. Foto: Jakob Stigsen Andersen
HÅNDBOLD Silkeborg-Voel løb ind i sæsonens hidtil største skuffelse lørdag eftermiddag, hvor bundproppen Skanderborg Håndbold vandt med 30-22 i Fælledhallen.
Gæsterne måtte se bort fra Helene Kindberg, Sofie Bæk Andersen, Mathilde Kristensen og Thea Hamann Rasmussen, der sad side om side på tilskuerpladserne. Men selv uden kvartetten burde Silkeborg-Voel kunne matche østjyderne, der var nummer sjok inden lokalopgøret.
Hjemmeholdet var bedst i indledningen, hvor Silkeborg-Voel havde meget svært ved at finde rytmen, og efter otte minutters spil var stillingen 5-2. Cheftræner Jakob Andreasen reagerede ved at sende unge Isabella Poulsen på banen, men backen brændte hurtigt to skud, og efter et kvarter havde Skanderborg øget til 8-4, selvom Filippa Idéhn var begyndt at røre på sig i gæsternes mål.
Umiddelbart efter tog Silkeborg-Voel en yderst tiltrængt timeout, og gæsterne begyndte at spille syv mod seks. Samtidig blev Annika Jakobsen, Emilie Bastrup og Josefine Videbæk sendt på banen. Anført af Natasja Andreasen lykkedes det at reducere til 9-8, men værterne fik slået et nyt hul, og efter de første 30 minutter var bundholdet overraskende i front med 14-9.
Efter pausen gik gæsterne hurtigt tilbage til startopstillingen, men det forhindrede ikke Skanderborg i at øge til 17-9, og det begyndte efterhånden at blive pinligt for Silkeborg-Voel.
De tekniske fejl stod i kø hos gæsterne, og midtvejs i anden halvleg havde Skanderborg bragt sig foran med 24-14. Samtidig udgik Maja Laursen med en hovedskade efter et hårdt sammenstød, og det lignede en dag, hvor intet skulle lykkes for Silkeborg-Voel.
I det sidste kvarter handlede det udelukkende om at redde æren. Jakob Andreasen havde set skriften på væggen, og i slutfasen sendte han Sofie Wendelbo Nielsen og Sophie Terkelsen i aktion. Med de uprøvede kræfter på banen lød slutsignalet ved stillingen 30-22.
Nederlaget har dog begrænset betydning for skadesplagede Silkeborg-Voel, som fortsat indtager syvendepladsen og ligger yderst lunt i svinget i forhold til at komme med i slutspillet.
Indlæser debat