Byudvikling: En by er en evig byggeplads

20. juli 2019, 09.00

Foto: Martin Ballund

BYUDVIKLING Så langt tilbage som i 1985 producerede vi for Silkeborg Kommune den officielle Silkeborg-film med titlen »Silkeborg - også en by i Danmark«. Det blev et tidstypisk portræt, og nu et historisk dokument, af en middelstor dansk provinsby, på godt og ondt.

Det fantastiske var, at vi som unge 30-årige fik lov til at deltage i debatten, at være kritiske og pege fingre af det, som mange dengang fandt uheldigt, og som kunne ændres i fremtidens Silkeborg. Nu er vi i fremtiden! - hele 34 år senere - i en face hvor en række af de forandringer, vi dengang ønskede for byen, faktisk og endelig er ved at blive til virkelighed. Vi skal slet ikke tage æren af det hele og bestemt ikke udpege os selv som orakler, men det er da spændende at se, at vi ikke tog helt fejl.

Til gengæld er det beskæmmende at se, hvordan negative røster ruller ud som en brandslukker over næsten et hvilket som helst initiativ som kommunen og idérige mennesker er fremkommet med gennem årene.

Det er min opfattelse, at de relativt få som blander sig i debatten om Silkeborgs byudvikling, mest er fra generationen 60 +. Det er en temmelig stor og også betydningsfuld befolkningsgruppe, og jeg gætter på, at også i den gruppe er meningerne langt mere nuancerede, end man får indtryk af, og indsigt i via læserbreve her i avisens spalter.

Det er ærgerligt, hvis det forholder sig sådan. Ærgerligt fordi stemmen bliver for skarp og unuanceret, og det bliver i sagens natur ikke repræsentativt, fordi det store tavse flertal, unge som ældre, af egen skyld ikke bliver hørt.

Jeg er selv 60+, og indtil nu har jeg også været »medlem« af det store tavse flertal. Det kan imidlertid blive »farligt« hvis ingen fra dette store tavse flertal gør sig synlige. Det kan få snæversyn, og middelmådighed til at få ret, og det er sandsynligvis udemokratisk og ikke befordrende på den baggrund at bremse eller sinke nye visioner og tænkning for Silkeborgs fremtid.

Dybest set tror jeg, det hele handler om en slags »forandringsforskrækkelse«. Ungdommen pisker fremad, og har mod på fremtid og fornyelse. Sådan har det altid været, og det er mest godt, men i det lys skal man selvfølgelig også rumme, at ældre mennesker med mening og erfaring, skal høres.

Det ærgerlige er, at meningerne ofte tager udgangspunkt i private interesser.

Forståeligt nok kan man ærgre sig over, at en ny vej kommer tæt forbi et ellers mere fredeligt sted, men hvis det er i det store flertals interesse, må man prøve at have forståelse og rimeligvis tilsidesætte sig selv. Jeg bor selv på Ansvej, hvor forandringerne har stået i kø de seneste år. Motorvejs-tilslutning, fodboldstadion, større håndboldhal, nu også skaterpark mm. - alt sammen har det givet mere trafik og støj på Ansvej, men jeg må forstå, at det jo åbenlyst er i flertallets interesse. Det er her, man må lære at indse, at det aldrig holder op - en by er en evig byggeplads og i bevægelse, og hvis jeg ikke kan leve med det, kunne jeg vælge at flytte min græsgang et andet sted hen, f.eks. til Ærøskøbing. Uden at ville genere nogen fra denne smukke og gamle by, kan jeg forestille mig, at her står livet stille, og alt ånder fred, ro og idyl. Sådan kan det bare ikke være i en efterhånden stor by som Silkeborg. Og det ville sikkert også være en illusion at kæmpe for det.

Vores folkevalgte politikere skal evne at se til alle sider på en gang. De holder virkelig på øretævernes holdeplads, og der er tilsyneladende øretæver i luften konstant.

Man kan naturligvis ikke være enig i alle beslutninger, som tages i byrådet, men det er klogt at huske på - før man farer i blækhuset - at vi har de politikere, som vi selv har valgt! De udfører et kæmpe stykke arbejde for alle vi borgeres skyld, og ingen politiker ønsker vel bevidst død og ødelæggelse over byen.

Det må være en hel privat og legitim sag, om man f.eks. er for eller imod højhuse. Det er spændende at snakke med naboen om, men naturligvis er det et anliggende for bystyret at tage stilling fra sag til sag. Vi må gerne ytre os - for det er heldigvis en ret vi har, men om husene skal have 10 eller 20 etager, det har vi valgt et »parlament« til at løse for os.

Det er spændende, at der nu er opstået en forening med navn og formål som: »Skøn på Silkeborg« Den forening har en enestående mulighed for at blive et talerør, og en gruppe fornuftige mennesker man lytter til. Men allerede nu skal man passe meget på - som Kent Madsen helt korrekt påpeger - at man ikke bare bliver en samling brokkehoveder, som mest støtter hinanden i at være imod alting. Hvis man derimod kan lykkes med at blive en sund og rummelig forening, som netop ikke ender op som et yderliggående »fløjparti«, hvor man på forhånd kender retorikken, ja så har man iværksat en god idé.

At skønne på Silkeborg skal også kunne være dygtige arkitekter, som fremlægger en sindssyg spændende og gennemtænkt vision om, at byens »skala« kunne blive langt mere indbydende med høje huse og i det hele taget en varierende skyline. En by som rykker sig ud og op af skoven, så man får øje på, at der faktisk ligger en by her.

Den negative reaktion imod høje huse i mange etager, skal måske findes i provokationen af vores hjerner. Hjernen vælger gerne den kendte løsning, og det er f.eks. ikke højhuse i Silkeborg.

Jeg tror, at både hjernen og vi som mennesker har godt af at blive udfordret - også arkitektonisk af en ny og meget anderledes og afvekslende horisontlinje.

Det er vel ikke en naturlov, at ingen bygning må stikke op over trætoppene, eller ikke må være højere end kirketårnet. Og Silkeborg bliver jo ikke til New York sådan lige hen over natten - på lang sigt muligvis til en slags Aarhus!

Silkeborg er om nogen by begunstiget af at være omgivet af smuk natur - søer og skove, store bakker og dale. Alt det værner vi bedst om ved netop ikke at lade byen flyde ud over arealerne med tæt lav bebyggelse, og uendelige rækker af kedsommelige parcelhuse, hvor tagene alle har en 20 graders hældning, eller bare er flade.

Det forekommer helt rigtigt at fortætte byen, bygge i højden, gemme bilerne ned under bygningerne, og lade flere mennesker gøre byen til en rigtig levende »storby«, hvor der netop, som oftest, er mennesker nok til at skabe miljø. Butikkerne bliver mere levedygtige, caféerne får stolene besat, og kulturlivet kan blomstre. Så visionen om flere mennesker i en større by, er netop nu ved at blive til virkelighed.

Det er et faktum, som selvfølgelig ikke er uden udfordringer. Flere mennesker giver på mange fronter mere trafik, flere veje, mere støj og visuel uro. Det skal løses klogt, og i tide. Derfor er det f.eks. nok en rigtig tanke, allerede nu at lede en del trafik til syd- og midtbyen ind gennem en ny Nordskovvej.

Silkeborg har, sammenlignet med andre byer og kommuner af lignende størrelse, en relativt mindre bykerne. Det bliver der ændret på i disse år med nye randbebyggelser på f.eks. Borgergade, Søtorvet, Papirfabrikken mm. Og den helt nye vision for selve byens søfront ser bestemt spændende ud, bl.a. fordi planen rummer bygninger i afvekslende højde, og bryder med tanken om at asfalt, biler og parkering optager alle de smukke arealer.

Det er jo netop også visionen for de igangværende store projekter på Søtorvet og Papirfabrikken. Endelig slipper vi af med kedsommelige p-pladser, en ucharmerende benzinstation med vaskehal, og ikke mindst et forfærdelig grimt supermarked, som mest af alt ligner en kæmpe container. Specielt set fra den ellers smukke riverside og cafémiljøet på Papirfabrikken, kan man da kun ønske det velkommen med de nye markante, og relativt høje bygninger, hvor vi om føje år gennem træerne langs floden, vil se lys i vinduerne, liv på caféerne på begge sider, mennesker der handler ind - og ikke længere synet af gitterpaller fyldt med pap og skrammel op ad en mørkebrun og livsforladt pandeplade-facade.

Flankeret af det nye Papirtårn, får vi en downtown fornemmelse og en skyline som virkelig siger by.

Også Fredens Gård med nye højere bygninger og et decideret tårn af samme dimension og højde som Papirtårnet, vil uden tvivl efterlade et indtryk af styrke og handlekraft. En by i udvikling med et nyt dragende visuelt look.

Og flere markante bygninger hilses velkommen. Et nyt Museum Jorn (arkitektonisk gerne i Frank Gerry verdensklasse) ville blive et uvurderligt ikon og brand for Silkeborg. Hold nu visionen i gang og gør den til virkelighed. Bilbao i nordspanien kunne gøre det med Guggenheim - vi kan gøre det samme!

Ved at bygge byen højere og tættere, skåner vi netop den fantastiske omkringliggende natur, som ingen silkeborgenser har lang afstand til at kunne benytte, og som nu også ville kunne ses og nydes fra 20. etage derhjemme.

Foto: Martin Ballund Martin Ballund
Silkeborg bliver jo ikke til New York sådan lige hen over natten, men med maleriet her kunne man da fantasere sig 100 år frem i tiden, og så se vores små havnebåde foran en imponerende skyline, der fuldstændig har tilsidesat søbeskyttelses-linjen fra de gode gamle dage! Carsten Frank: »Granville Bridge« II Vancouver, 80 x 130 cm. 2018.