
Mindeord: Berit var altid klar til at hjælpe i idrætsforeningen
Berit Lovring er gået bort i en alder af 55 år. Gennem mere end 35 år var hun frivillig i Horn-Fårvang Idrætsforening, og hun var altid en trofast støtte for sin mand og deres børn
Udgivet:09. marts 2023, 11.18
Læsetid:2 minutter
Berit Lovring blev blot 55 år.
MINDEORD: På vegne af Horn-Fårvang Idrætsforening (HFIF) har formand i fodboldafdelingen, Nicki Birch Christiansen, skrevet følgende mindeord:
Det er med sorg, vi onsdag den 1. marts modtog beskeden om, at Berit Lovring pludselig er død, 55 år gammel.
Berit Lovring har været en del af vores klub HFIF i mange år, efter hun allerede i sine unge år fandt sammen med Michael.
På trods af opvækst og bopæl i Hammel var hun i mere end 35 år en del af det sociale og frivillige liv i HFIF. Hun var en trofast støtte for Michael og bakkede både ham, børn og børnebørn op på mange fronter.
Nok var Berit lille og spinkel, men hun var også en storsindet person og en klippe, som især familien kunne læne sig op ad.
Vi lærte Berit at kende som et godt og sympatisk menneske, der gerne ville hjælpe til med mange forskellige opgaver. Især til Silkeborg Mesterskabet trådte hun i karakter, og hele familien blev involveret.
I fodboldafdelingen har vi altid mærket og oplevet Berit som et menneske, der havde lyst til at hjælpe, når hun blev spurgt. Berit var altid sød, hjælpsom og imødekommende.
Vores tanker går til Michael og den øvrige familie i en svær tid. Minderne om Berit vil bestå, og de efterladte vil møde vores store sympati og opbakning.
Vi skal hilse fra familien og meddele, at det vil glæde dem at se venner og bekendte fra HFIF til bisættelsen på lørdag den 11. marts kl. 11.00 i Sporup Kirke, Sporup Kirkevej 79.
Indlæser debat