
Silkeborg Gymnasium.. Foto: Jakob Stigsen Andersen
SKOLESYSTEM Det danske skolesystem er i dag skræddersyet af voksne mennesker. Skoledagene er ikke tilpasset de unges behov og hvor de er i livet.
Skoledagene er ofte fra 8.10-15.20 hvilket er lange dage, hvor man sidder og lytter til en lærer i alt for mange timer.
Mange unge kan ikke koncentrere sig i så lange perioder ad gangen og får derfor ikke særlig meget ud af at være i skole i så mange timer.
Undersøgelser viser, at unge sover for lidt, hvilket er med til at påvirke deres læring og trivsel. Hvis man lod unge sove længere, og dermed møde senere i skole, vil det formentlig have effekt på unges trivsel og læring.
Generelt er den nye, unge generation en flok mere stressede børn og unge end de var for 20 år siden.
Dette skyldes blandt andet, at de unge er »generation corona-børn«. Konsekvenserne af dette er blandt andet, at skoleskemaet har været enormt forskelligt de sidste tre år. Børns struktur er vendt på hovedet og koncentrationen har været udfordret. En undersøgelse lavet af Psykiatrifonden viser, at 28 procent af 15-30-årige har mærket alvorlige stresssymptomer - symptomer så voldsomme at man enten har opsøgt en læge eller været sygemeldt fra sin uddannelse.
En løsning på dette kunne være at skolesystemet skal tilpasses den nye generation af unges behov. Eksempelvis ved at skoledagene begyndte klokken 9 - ligesom det er tilfældet på Th. Langs Skole i Silkeborg.
Her møder alle eleverne fra 7-10 klasse i skole kl. 9 om morgenen, og dette eksperiment er sat i gang på baggrund af undersøgelser om unges søvnmangel.
En anden løsning kunne være at skoledagene bliver kortere, så vi får fri klokken 14 i stedet for 15. På denne måde optimeres unges læring og trivsel. Når vi optimerer unges læring, optimerer vi derfor også deres karakterer og muligheder for at tage en videregående uddannelse.
Vi mener, at dette er vigtigt at italesætte, da det både har stor betydning for de unge i dag, men også for de næste generationer af unge, som ved ændringer i skolesystemet forhåbentlig kan undgå problemer med stress.
Indlæser debat