Jyske Bank har klaret sig langt bedre end ventet

Silkeborg-banken forventer nu et overskud på over to milliarder kroner i 2020

12. januar 2021, 09.21

Anders Dam har grund til at glæde sig. Jyske Bank tjener igen penge. Foto: Jakob Stigsen Andersen

SILKEBORG Silkeborg-banken Jyske Bank har klaret sig bedre i 2020 end ventet. Banken her til formiddag opjusteret forventninger til sit årsresultat.

Jyske Bank forventer nu et resultat før skat på ca. 2,1 milliarder kroner i 2020. Banken forventede tidligere et overskud på 1,0-1,5 mia. kr.

Jyske Bank oplyser, at opjusteringen skyldes en kombination af en god kundeaktivitet, en gunstig udvikling på de finansielle markeder, lave basisomkostninger og en fortsat solid kreditkvalitet.

- Vi ser det som en flot rebound for Jyske Bank ovenpå et træls første kvartal, hvor ingen vidste hvilken vej det ville gå, konstaterer ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam.

Han peger på, at resultatet ligner 2019-resultatet. Bankens ledelse valgte imidlertid i marts 2020 at afsætte en milliard til nedskrivninger på tab under krisen.

- Forskellen på årsregnskabet for 2020 og 2019 er målt i træskolængder vores store ledelsesmæssige skøn på nedskrivninger, som vi tog i første kvartal af 2020. Ellers har vi stort set det samme bundlinjeresultat som i 2019. Vi har jo ikke rigtig spist af de nedskrivninger, så vi har garderet os mod fremtidige tab, lyder det fra Anders Dam.

Han er positiv overrasket over situationen i erhvervslivet efter 10 måneder med coronakrise.

- Der har været en pæn aktivitet i banken, hvilket er mundet ud i det her årsresultat. Generelt har den kundebase, vi har, det overraskende godt, siger Anders Dam.

Jyske Bank-direktøren vil ikke helt aflyse en mere omfattende krise endnu.

- Det kan stadig komme, men statens hjælpepakker har haft en gavnlig virkning for erhvervslivet i en periode, hvor samfundet har været lukket ned to gange.

- Vi har et begrundet håb om, at dansk økonomi kan vende tilbage til normal tilstand i anden halvdel af 2021, konstaterer Anders Dam.

Jyske Bank vil i forbindelse med offentliggørelsen af hele årsregnskabet i slutningen af februar komme med et bud på bankens forventninger til årsresultatet for 2021.

- Så er vi to måneder inde i 2021, og så ved vi mere om, hvordan verden ser ud, konstaterer Anders Dam.