Midtjyske Meninger: Korona Creativitet

29. januar 2021, 12.52

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Jeg havde besluttet mig for, at jeg vil skrive en klumme om byggeriet i midtbyen, et emne som i den grad kan få »Silkeborgeren« til tasterne på Facebook, når en kommentar som »Se hvor flot solen står over Papirtårnet« nævnes på de sociale medier.

Det menes, at der er behov for flere boliger i midtbyen - og den eneste måde, der kan skabes mere plads på, er ved at bygge i højden.

Forleden dag, var jeg var ude at løbe og en medløber kommenterede på Papirtårnet, og konstaterede tørt at »Rosen« vil vende sig i sin grav, hvis han vidste, hvad der skete i Silkeborg i øjeblikket.

Anton Rosen (1859 - 1928) er den arkitekt, som i den grad har sat sit præg på byen og har stået fadder til papirfabrikkens vartegn. En 43 meter høj skorsten, opført i 1903 med dekorativt udformede volutter, der er placeret næsten øverst på skorstenen (kilde: Silkeborg Arkiv), ikke at forveksle med antenner til mobilnettet.

Nogle mener, at papirfabrikken har fået et nyt vartegn i Papirtårnet?

I dag er Anton Rosen noget, vi bryster os af, og på en rundtur med Silkeborg-guiderne, oplever man også bygninger, som er mere eller mindre vellykket fra hans hånd, lad os vente 100 år, og lade vores efterkommere dømme hvad der er papirfabrikkens vartegn.

Det står ikke til at ændre - bygningerne er kommet for at blive - lad os bruge båndbredden på noget, vi faktisk kan gøre noget ved.

Men, det jeg faktisk vil skrive om, er Korona Creativitet, i de sidste dage har man i avisen kunne læse artikler om, hvordan forskellige foreninger håndtere nedlukningen - nogle foreninger er gået i dvale og er bange for, om medlemmerne kommer tilbage, andre foreninger har taget kampen op og arrangerer træning online. Der arrangeres ligeledes Facebook-træning af ildsjæle »udenfor foreningslivet«.

I min egen løbeklub er træningen lukket ned, men vi arrangerer selv autonom træning, hvor vi mødes en 4-5 stykker og løber en tur. I den lokale idrætsforening i Kragelund giver man den max gas med at få istandsat klubhuset, så det bliver lyst og lækkert og klar til at tage imod medlemmerne, når Mor Mette giver os lov til at mødes igen.

En anden kreativitet vi oplever, er i vores butiksliv, vi ser det samme mønster. Nogle vælger at gå på pause, måske fordi de ikke har en webshop? Mens andre får sat »click & collect« i system, hvor tiden fra onlineordre og til man har varen i hånden, er hurtigere end hvis man selv skulle have fundet varen i butikken (sidegevinst: du blev ikke fristet, til at købe den nye overfræser, der var på tilbud).

Corona kan sætte os på pause, men en læring, jeg tager med, er at mennesker er kreative og vi altid finder en udvej - og lur mig, om 10 år så har vi glemt corona, på samme måde som vi har glemt finanskrisen.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.