Lokalt team klar til start på Jyllandsringen

8. juni 2020, 10.41

Det er slut med DTC på Jyllandsringen, men en ny serie ser snart dagens lys på banen ved Resenbro. Foto: Henning Smed Madsen

Motorsport I midten af april skulle der have været premiere på dansk motorsports nye kongeklasse, TCR Denmark, på Jyllandsringen, men den blev udskudt på grund af coronaviruspandemien.

Nu er der imidlertid lys forude for motorsportsfans, for den nye serie får i stedet premiere i weekenden 20.-21. juni, og med fra start er det Silkeborg-baserede team LM Racing, som Lars Mogensen står bag.

Han har hentet Jan Magnussen, der i mange år har været en af stjernerne i den nu nedlagte DTC-serie. Det samme har Casper Elgaard, der efter fire års pause gør comeback i TCR-serien, hvor han skal køre for svenske TPR Motorsport.

LM Racings anden kører bliver unge Nicolai Sylvest.

Åbningsweekenden bliver uden tilskuere på Jyllandsringen, men til gengæld får kørerne allerede i denne uge lejlighed til at lufte bilerne.

Tirsdag og onsdag bliver der nemlig kørt test på banen i Resenbro.