Badning frarådes fortsat: Stadig en del giftige alger i badesø

Thorsø i Virklund er fortsat plaget af algeopblomstring

8. juni 2021, 11.33

Der er stadig blågrønalger i Thorsø, hvorfor kommunen fortsat fraråder badning i søen. Foto: Maibritt Langfeldt Sørensen

VIRKLUND Det er fortsat ikke nogen god idé at tage en dukkert i Thorsø.

Silkeborg Kommune fraråder fortsat badning i søen, efter biolog Maibritt Langfeldt Sørensen tirsdag endnu engang har været i Virklund for at tage bestik af situationen.

- Der er stadig en del alger i hele søen. De blæses rundt i søen med vinden, så selvom det kan se fint ud et sted, kan det ændre sig, når vinden vender. Derfor fastholder vi, at badning frarådes, siger Maibritt Langfeldt Sørensen.

Hun var mandag i sidste uge ved Thorsø og andre af kommunens badesteder for at tjekke badevandet for første gang i denne sæson. En opblomstring af giftige blågrønalger i Thorsø fik hende straks til at fraråde badning i søen.

Maibritt Langfeldt Sørensen tager til Virlund for at tjekke badevandet i den algeplagede sø igen senere på ugen og se, om situationen har ændret sig.

Læs også
Badevandstjek: Det ser fint ud i søerne - bortset fra turkisblå Thorsø
+Abonnement

Indlæser debat...