Anne-Marie Rindom mister VM-føringen i hårdt vejr

Den forsvarende verdensmester fra Danmark blev sejlet af guldpladsen ved VM af stærk hollænder onsdag.

26. februar 2020, 11.40

Laser Radial-sejleren Anne-Marie Rindom har kurs mod en ny VM-medalje, selv om danskeren onsdag måtte afgive føringen. (Arkivfoto)

MELBOURNE Der er fortsat hårdt vejr i Melbourne, hvor verdens bedste kvinder inden for Laser Radial sejler om at kunne kalde sig verdensmester anno 2020.

Anne-Marie Rindom, den forsvarende verdensmester, førte inden onsdagens sejladser, hvor den hollandske OL-guldvinder Marit Bouwmeester dog var helt suveræn og overtog føringen.

Rindom indtager tredjepladsen, men hun ligger lige i kølvandet på belgiske Emma Plasschaert.

Kvinderne fik masser af tid på vandet onsdag, hvor der blev gennemført tre sejladser, efter at det dårlige vejr i Melbourne havde betydet flere aflyste sejladser de første dage.

Rindom lagde godt ud med en andenplads i første sejlads, men derfra gik det ned ad bakke for danskeren, der blev nummer 18 og 10 i de følgende sejladser.

Samtidig vandt Bouwmeester samtlige tre kvalifikationssejladser og har lagt sig i spidsen med pæn afstand til forfølgerne.

Der resterer to dages sejladser ved VM i Melbourne. Der er tale om finalesejladserne, hvor feltets dårligste halvdel er sorteret fra på vandet.

Anne-Marie Rindom har vundet VM-guld i både 2015 og 2019, mens hun i 2016 og 2018 tog bronze.

Førende Marit Bouwmeester har vundet sølv ved de to seneste verdensmesterskaber.

/ritzau/