Jubilæum i Silkeborg-virksomhed: 25 år i træets tjeneste

47-årige Peter Rechnagel Andreasen har torsdag 15. september 25 års jubilæum hos Tømrermester Gorm Lynge i Silkeborg, hvor han i dag arbejder som projektleder med ansvar for håndtering af forsikringsskader og mindre tømreropgaver

Udgivet:14. september 2022, 11.00

Læsetid:3 minutter

Kunder og samarbejdspartnere beskriver Peter Rechnagel Andreasen som venlig, imødekommende, pligtopfyldende, velforberedt og dygtig fagligt. Og Nina og Gorm Lynge, der er de tidligere ejere af virksomheden, hvor han nu har 25 års jubilæum, siger: - Peter har altid været et stærkt aktiv for firmaet. Han har med sin kreativitet og store håndværksmæssige kunnen gjort det muligt at løse arbejdsopgaver af vanskelig karakter. Peter har fra første dag i firmaet fyldt godt i vores hjerter og er blevet en rigtig god ven.

Michael Tversted Lundsgaard
Navneredaktør| mlunds@midtjyllandsavis.dk

JUBILÆUM: Peter Rechnagel Andreasen har altid haft en forkærlighed for træ og er vokset op på en gård med en far, der kunne lave alt selv. Så det er ikke nogen tilfældighed, at han endte med at blive tømrer. Da faderen, der var landmand, byggede en trædrejebænk til ham, var hans lykke gjort, og der blev i ungdomsårene drejet træ i store mængder.

Torsdag den 15. september kan Peter Rechnagel Andreasen fejre 25 års jubilæum hos Tømrermester Gorm Lynge i Silkeborg.

Han har altid været klar over, at han ville være håndværker, og han nåede også lige at snuse til elektrikerfaget i sin erhvervspraktik, men det kunne nu ikke konkurrere med tømrerfaget. Han fik derfor en læreplads hos Videbæk Tømrer- og Snedkerforretning, hvor han blev udlært i foråret 1996.

Kurs mod Silkeborg

Efter læretiden var han i et års tid ansat som tømrer på en efterskole i Tarm, hvor han blandt andet indrettede elevværelser i efterskolens gamle køkkenlokaler.

Herefter satte Peter kurs mod Silkeborg, hvor kæresten - og nu hustruen Inge - læste til lærer, og hvor han den 15. september 1997 blev ansat hos Tømrermester Gorm Lynge, der dengang havde tre-fire ansatte.

Her fik han hurtigt lov til at sætte sin kreativitet og sit gode håndelag i spil, når der skulle skiftes tag, renoveres huse og findes unikke og brugertilpassede løsninger.

Peter Rechnagel Andreasen har altid holdt af værkstedsarbejdet og »småpilleriet«, som han siger. Dem har der været mange af i årenes løb, idet firmaets tømreropgaver primært har haft fokus på bygningsreparationer, renoveringer, tilbygninger og forsikringsskader.

Han arbejder i dag som projektleder i virksomheden og har nu primært ansvar for håndtering af forsikringsskader og mindre tømreropgaver. Her sætter han sine mange års erfaring i spil, så kunderne kan få bygningsskaderne udbedret på bedste vis og hurtigst muligt. Han ved, at en skade altid kommer ubelejligt, og derfor er det vigtigt, at der kan handles hurtigt og professionelt.

I 2021 solgte Gorm Lynge sin virksomhed til Tømrer- og Snedkerfirma Arne Danielsen A/S i Brande. Virksomheden fortsatte uændret, og i 2022 fusionerede den så med Tømrermester Jakob Ebbesen ApS.

Efter en indkøringsperiode har hverdagen igen indfundet sig efter fusionen, og Peter Rechnagel Andreasen udgør en vigtig rolle som projektleder i den nye organisation.

Bor med familien i Nisset

Når han ikke arbejder, så er det familielivet med hustruen Inge og de to halvvoksne børn i huset i Nisset ved Silkeborg, der fylder. Han elsker at give den gas på sin racercykel et par gange om ugen, og i vintertiden bliver skovene kørt tynde på mountainbike i Silkeborg-området.

- Og med et gammelt hus er der jo også altid et eller andet, der skal gøres, siger Peter Rechnagel Andreasen, der selvfølgelig også har et veludstyret værksted derhjemme i privaten.

Når Peter Rechnagel Andreasen ser tilbage, så har det været 25 gode år, synes han, og han føler sig absolut stadig på rette hylde. Og med sine 47 år er der heldigvis også mange år tilbage på arbejdsmarkedet.

Indlæser debat

Mere interessant læsning

Mest læste

Navne

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere

Seneste nyt

Se flere