DR-veteran stopper som vært

Det er tid til at ryste posen, lyder det fra Niels Krause-Kjær, der længe har planlagt sit exit fra "Deadline".

Udgivet:30. november 2022, 11.41

Læsetid:1 minut

Niels Krause-Kjær kan blandt andet skrive lektor, gæsteprofessor, forfatter og snart tidligere vært på "Deadline" på sit omfangsrige cv. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

2 måneder siden

KØBENHAVN I det nye år er det slut med at se Niels Krause-Kjær i "Deadline".

DR-veteranen stopper nemlig som vært på programmet.

Exittet har faktisk været planlagt i halvandet års tid, oplyser Niels Krause-Kjær i et opslag på Facebook.

- Til februar udkommer min næste roman, "Nedsmeltning". Til marts fylder jeg rundt. Det er tid til at ryste posen, skrive flere bøger, holde flere foredrag og samle små og halvsmå projekter op undervejs, skriver den 59-årige journalist i opslaget.

Om et par måneder har Niels Krause-Kjær sidste sendedag på "Deadline" og kan se tilbage på ti år og næsten 1000 programmer.

- Jeg vil savne "Deadline" voldsomt og glæder mig voldsomt, slutter han sit opslag.

Niels Krause-Kjær blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1990 og var i praktik på Jyllands-Posten.

I sin mere end 30 år lange karriere har han været pressechef for den konservative folketingsgruppe, gæsteprofessor på San Francisco State University og lektor på Danmarks Journalisthøjskole for at nævne et udpluk.

I 2006 kom Niels Krause-Kjær til DR. Her har han haft sit eget radioprogram på P1, "Krause på tværs", været vært på "DR2 Morgen" og siden 2014 været vært på "Deadline", som han nu stopper på.

Hele værtskorpset på "Deadline" udgøres af Issa Mahmoud Jeppesen, Jacob Rosenkrands og Astrid Berg.

/ritzau/

Indlæser debat