Lastbilchauffør var kanonfuld hos kunde

11. februar 2020, 10.33

En lastbilchauffør var mandag formiddag alt for fuld til at være på arbejde. Det fik en kunde til at ringe til politiet. Foto: Martin Ballund

HAMMEL -

Østjyllands Politi fik mandag klokken 10.40 en anmeldelse om en lastbilchauffør, der virkede beruset.

Lastbilchaufføren var i gang med at læsse varer af, da anmelderen opdagede, at den pågældende virkede meget påvirket. En politipatrulje blev tilkaldt, og da patruljen kom frem til stedet, viste alkometeret en promille langt over den tilladte grænse.

Der var tale om en 45-årig polsk chauffør. Han blev anholdt og sigtet for spritkørsel ved krydset mellem Ringvejen og Wawinvej.

Han blev taget med på politistationen til udtagelse af en blodprøve og gik fra stedet med en straksbøde, samtidig blev hans ret til at køre bil i Danmark inddraget administrativt.

jos