Flere unge i Skanderborg Kommune vælger en erhvervsuddannelse

Kommunen og byggeriet vil samarbejde om uddannelsesforløb

9. december 2019, 13.32

Søren Johansen (t.v) og Peter Nordheim glæder sig over, at flere af kommunens unge vælger en erhvervsuddannelse og vil gerne have andelen endnu højere op. Foto: Jens-Erik Sinnbeck

GALTEN/RY/SKANDERBORG Flere unge i Skanderborg Kommune vælger at tage en erhvervsudannelse efter folkeskolen.

I det seneste skoleår valgte 20 procent at gå den vej og det er en mærkbar stigning fra 17 procent året før.

Men både i kommunen og i Dansk Byggeri håber man, at endnu flere lokale unge fremover vil blive interesseret i en fremtid som for eksempel murer eller tømrer. I den forbindelse er der tanker om at samarbejde om undervisningsforløb i folkeskolen. Idéen er blevet drøftet på et dialogmøde mellem repræsentanter for kommunen, Dansk Byggeri og Skanderborg og Omegns Byggelaug.

I Dansk Byggeri er der gode erfaringer med undervisningsforløb, hvor eleverne følger et byggeprojekt og får deres oplevelser på byggepladsen koblet til undervisningen i eksempelvis matematik og dansk.

- Det giver en god forståelse for, hvad det egentlig vil sige at arbejde i byggebranchen, siger næstformand i Dansk Byggeri Østjylland, Peter Nordheim.

Borgmesteren: Spændende

Borgmester Frands Fischer er helt med på idéen:

- Det er rigtig spændende, hvis de lokale virksomheder og folkeskolerne i Skanderborg kan blive bedre til samarbejde og bruge hinanden. Vi vil gerne vise de lokale unge de mange forskellige uddannelses- og jobmuligheder, der er, og det kan blandt andet ske gennem undervisningsforløb, der er udviklet i samarbejde med lokale virksomheder, siger Frands Fischer.

På mødet blev der også talt om kommunens sagsbehandlingstid på byggetilladelser, der er steget siden sidste år. Og de lokale virksomheder opfordrede kommunen til at prioritere området.

- Der er desværre både virksomheder og borgere, der oplever at vente længe på at få behandlet deres byggesag. Derfor er det også rigtig godt, at kommunen vil prioritere sagsbehandlingen, så borgere og virksomheder fremover kan tage det første spadestik til den nye udestue eller lagerhal langt hurtigere, siger lokalformand for det lokale byggelaug, Søren Johansen. sinn