Konfirmander fra 1962 samles i Grønbæk

På fredag mødes 15 gamle konfirmander til 60 års jubilæum i Grønbæk

Udgivet:25. april 2022, 11.06

Læsetid:1 minut

Deltagerne ankommer på fredag til Grønbæk Kirke. Sognepræst pastor Erik Lippert Bjørn, Grønbæk Sogn, vil holde andagt.

Morten Hallstrøm
Journalist| mha@midtjyllandsavis.dk

GRØNBÆK Konfirmanderne fra 1962 var for 20 år siden samlet til jubilæum i Grønbæk. Og nu samles 15 af dem igen - nemlig til 60-års dagen på fredag den 29. april.

Men rent faktisk kender deltagerne hinanden forholdsvis godt.

Der bliver fortalt mange historier fra de gamle dage
Lehn Bang-Mortensen, medarrangør af konfirmand-jubilæum

- 40 års jubilæet var så god en oplevelse, at vi siden har mødtes hvert andet år, fortæller en af arrangørerne, Lehn Bang-Mortensen.

Konfirmanderne er efterhånden blev cirka 74 år og er spredt rundt i hele landet.

Lehn Bang-Mortensen fortæller, at snakken går godt, når de gamle konfirmander mødes til en gang spisning hvert andet år. Der behøves ikke at blive arrangeret en masse.

- Der bliver fortalt mange historier fra de gamle dage, forklarer han.

Lehn Bang-Mortensen fortæller, at der er en liste med navne på 19 personer, der plejer at deltage.

- Der kommer 15 denne gang, så det synes jeg er meget flot, siger Lehn Bang-Mortensen.

Han tilføjer, at der var 32 konfirmander i Grønbæk Kirke den 29. april 1962. Dog er nogen faldet fra af naturlige årsager. Andre kan ikke komme eller ønsker ikke at deltage af forskellige årsager.

På fredag er der lavet et program. Om formiddagen på fredag samles deltagerne til andagt i Grønbæk Kirke. Efterfølgende er der mad og snak i Grønbæk Café, inden Grønbæk Hospital skal besøges. Den nuværende ejer fortæller om stedet. Herefter sluttes der af med »Skrub af mad«.

Indlæser debat