DET ER DIT VALG - KV21

Brødsgaard som kejser

25. oktober 2021, 12.33

BORGMESTER-KAMPEN I Midtjyllands Avis spekuleres der over, om radikale Brødsgaard ender som kongemager efter KV21 i november. I ingen af spekulationerne tillægges han dog borgmesterposten, der fortsat forventes at ende hos et af de store partier alt efter, hvor De Radikale placerer deres forventede to mandater.

Men hvorfor ikke gøre Brødsgaard til kejser?

For De radikale selv vil det placere dem i yndlingsrollen, hvor de kan vælge efter, hvad de finder mest opportunt.

Hos andre vil rationalet være, at Vindum-Okholm konstruktionen kan lukkes ned, så den politik, der er i fuld gang med at splitte arkitektur og livskvalitet i Silkeborg midtby kan stoppes.

Hos atter andre vil det føre til en vis sørgmodighed, hvis borgmesterposten ikke lander hos det forventede største parti, hvor borgmesterkandidaten har indgående indsigt i de sociale forhold, der lider under underfinansiering, og hvor velfærd har hovedprioriteten.

Alle partierne undtagen SF har fortalt, hvem de foretrækker som borgmester. Okholm har dog tøvende udtalt, at Helle Gade, da kunne være et bud.

At socialdemokraterne og Venstre peger på deres egne er forventeligt. En koalition af Radikale, Kristendemokraterne og Alternativet på Brødsgaard er heller ikke overraskende, og med de herskende landspolitiske vinde er det osse forventeligt, at De Konservative stiller med deres egen kandidat.

Enhedslisten synes ikke at være optaget af problematikken. De peger på Helle Gade, formentlig ud fra, at hun vil kunne tilrettelægge en politik, der bedst vil kunne flugte med Enhedslistens politiske idéer.

At SF kun tøvende har meldt ind på Helle Gade antyder, at Okholm-fløjen fortsat ser Vindum som samarbejdspartner, hvilket understreges af, at Okholm fortsat er spidskandidat for listen sammen med den gamle garde i partiet. Nye tider er således ikke på vej her.

Indlæser debat