Studenter fra Silkeborg mødtes igen: Et dejligt gensyn

50 års jubilarer vakte opsigt blandt nutidens elever på Silkeborg Gymnasium

20. september 2021, 11.00

Bagerst: Ole Skjærbæk, Thomas Juhl, Niels Hjortlund Nielsen. I midten: Anne Margrethe Blicher Jørgensen, Bitten Skipper Pedersen. Forrest: Bodil Lyngholt Bloch, Sanne Kolman.

JUBILÆUM: Den sidste torsdag i august mødtes en lille gruppe 50/51-års studenterjubilarer på Th. Langs Skole.

På grund af corona-pandemien var jubilæet blevet udsat et år.

Udsættelsen af jubilæet forhindrede desværre nogle af jubilarerne i at deltage, da de stadig er erhvervsaktive.

Som nybagte studenter forlod jubilarerne i 1970 Th. Langs Gymnasium, som nu hedder Silkeborg Gymnasium.

Den lille gruppe blev vist rundt på skolen af en af de ansatte lærere og oplevede en levende skole med glade og interesserede elever, der var synligt imponerede over, at jubilarerne havde haft deres skolegang i de samme lokaler for 50 år siden.

Lokalerne er siden i flere omgange blevet renoveret og indrettet til at opfylde nutidens krav til skolen.

Efter besøget på skolen drog jubilarerne til Traktørstedet Ludvigslyst for at spise frokost og hygge sig sammen resten af dagen.

Inden dagen sluttede enedes gruppen om at mødes igen om fire år for at fejre 55-års jubilæet. MTL

Indlæser debat...