Professor i Aarhus: Corona sender også yngre og midaldrende i respirator

Alle kan få et alvorligt forløb med coronavirus, advarer professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

30. marts 2020, 08.11

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AARHUS Det er langtfra kun ældre og svækkede personer, der er alvorligt syge med coronavirus og i respirator.

Det siger professor og overlæge Lars Østergaard, Aarhus Universitetshospital.

- Det, man sædvanligvis hører, er, at coronavirus rammer ældre og svækkede personer. Det er også rigtigt nok.

- Men de patienter, vi har indlagt nu i respirator på intensivafdelingen, er fortrinsvis raske yngre eller midaldrende personer i alderen 25 til 70 år, siger professoren i en video, som Aarhus Universitetshospital har lagt ud på Facebook.

Han opfordrer derfor alle - uanset alder og helbredstilstand - til at følge myndighedernes anvisninger om at undgå forsamlinger og huske god håndhygiejne.

- Så ud over at tage hensyn til ældre og svage er det en rigtig god idé at tage hensyn over for dem, du har omkring dig, for alle kan få et alvorligt forløb af den her sygdom, siger Lars Østergaard.

Søndag var 499 personer indlagt på intensivafdelinger landet over med sygdommen Covid-19, som udløses af coronavirus.

131 af dem er på intensivafdeling, og heraf er 113 lagt i respirator.

I Region Midtjylland, som Aarhus Universitetshospital hører til, er der ifølge Statens Serum Institut 26 personer på intensiv afdeling og heraf 19 i respirator.

Selv om sygdommen også rammer yngre og midaldrende personer, er det overordnede billede ifølge professoren, at tiltagene virker.

Der er således intet, der ifølge Lars Østergaard indikerer, at vi er på vej mod italienske tilstande med et stort antal døde.

Han peger på to ting, der har virket. Den ene er myndighedernes kontrol med de danskere, der rejste hjem fra andre lande efter rejseforbuddet og blev sat i karantæne.

Den anden store forskel er borgernes ændrede adfærd. Det kan måles og vejes, forklarer Lars Østergaard.

- Andre sygdomme, der smitter ved tæt kontakt, ser vi næsten ikke nogen tilfælde af lige nu.

- Det drejer sig om influenza og såkaldt RS-virus hos børn, som er hyppige på denne tid af året, siger han til Ritzau.

/ritzau/