Midtjyllands Avis: Set i sidespejlet

27. november 2019, 11.00

Foto: Martin Ballund

Listen var klar. Mandler, marcipan, øl og vand og så måske lige lidt chokolade og da også nogle tabs til op-vaskemaskinen. Når vi nu alligevel er dernede, kan en pakke originale kålpølser vel også godt være der. Ja, rigtigt gættet. Indkøb ved grænsekioskerne. Turen gjaldt nu i første omgang et par dage i fred og ro i Kollund ved Flensborg Fjord. Ud over de billige mandler gav køreturene anledning til et studium i sammenlignende trafikvaner og fordomme i grænselandet. Butiksområdet i det sydligste var til at overse: En benzintank med slik og bagerbrød inden indkørslen til Kruså er det nærmeste.

Det gik fint med kørslen til Flensborg. Vi fulgte pænt med strømmen fra alle de andre danske nummer-plader foran os. Ind imellem viste en enkelt tysker eller to hjemmevante færdigheder i at zappe fra bås til bås ved lyskrydsene.

Værre var det, da vi skulle parkere. Vi endte i et parkeringshus. Stærkt skrånende holdt vi i kø og ventede på, at den forreste bilist fik taget sig sammen til at tage billetten, der udløser bommen til fri passage. Det skete ikke. Det var naturligvis en »dum dansker«, blev vi enige om.

Utålmodige bestyrkede vi hinanden i, at han burde have hørt bedre efter i tysktimerne osv., indtil vi fandt ud af, at der først skulle køre en bil ud, før bommen gik op: Alt var nemlig optaget! Det var en behjertet tysker flink nok til roligt at forklare den »dumme dansker« - Godt, vi ikke kommenterede for åbne vinduer. Sådan kan det altså gå, når man kommer væk hjemmefra.

Som barn var jeg få gange med mine forældre i bil til København. Det var dengang man kunne se på nummerpladerne, hvor bilen hørte hjemme: RA var Skanderborg og Ry, ligesom RJ var Silkeborg. Dét gav anledning til megen munterhed, når vi var kommet i forkert bane eller kørte ind, hvor der var ensrettet! - Det er i hvert fald munterheden, jeg vælger at huske.

Nu er vi så trods alt mere anonyme på det plan. Et par dage på besøg på Strandvejen i København får dog hurtigt anonymiteten til at blegne. Her kører de store, de stærke, de smarte og dyre biler frem og tilbage i fast rutefart for netop at blive set og hørt. - Her kan den lille Clio ikke være med, men vi kører fortrøstningsfuldt hjem og har ikke besvær med at overholde fartgrænser og færdselstavler. Misundelsen kan finde på at nærme sig overfladen, når vi overhales af en stor, flot Mercedes, men så er det bare, vi trøster os ved, at vores bil helt sikkert er mere miljøbevidst.

Hjemme i Virklund kan vi så frydes over at lægge de billige mandler og de andre gode køb på plads, og næste gang der skal handles, bliver det i Virklund, hvor vi pænt holder tilbage for modkørende ved chikanerne på Vesterlundvej, hilser på hinanden og kører forsigtigt gennem de nye bump på Virklundvej.

Her har Clioen det noget nemmere end den store Mercedes, som garanteret ikke var betalt.