Top-jazz i Sall Kirke

Indra Trio optræder onsdag aften

10. februar 2020, 14.19

Indra Rios-Moore er en internationalt anerkendt sangerinde med dybe rødder i amerikansk jazz, soul, gospel og, R&B og americana.

SALL Der er jazz af international klasse i vente i Sall Kirke onsdag aften 12. februar. Her spiller den internationalt kendte Indra Trio med den fremragende amerikanske sangerinde Indra Rios-Moore i front.

Bandet debuterede i 2010 med albummet »Indra« og fulgte i 2012 op med »In Be-tween«, der høstede prisen for bedste vokaludgivelse ved årets Danish Music Awards Jazz. I 2015 udkom albummet »Heartland«, der blev Indras internationale gennembrud. Senest har bandet fået flotte anmeldelser af sit nye album »Carry My Heart«

Indra og hendes mand, saxofonisten Benjamin Trærup, bor i dag i Spanien, men de er et par uger her i februar på turné i Danmark.

Indra Rios-Moores musik har stærke rødder i amerikansk jazz, soul, gospel, blues, R&B og americana. Med stil og empati fortolker hun sange af blandt andre Duke Ellington, Pink Floyd, David Bowie og Steely Dan. Men bandet spiller også egne numre og har mange helt nye sange med.

Bag sig har Indra et stærkt instrumentalt rygstød bestående af Benjamin Trærup, sax, Thomas Sejthen, bas, og Anders Vestergaard, trommer.

Der er gratis adgang til koncerten.