Venstre ved man, hvor man har?

12. januar 2021, 12.43

INDFLYDELSE »Venstre ved man, hvor man har« - det var vist et slogan, som var med til at markedsføre Venstre for at par år siden. Det kan jeg så spekulere en ekstra gang over, når jeg ser forskellige venstrefolk melde ud i alle mulige retninger i medierne.

Således kan det undre mig, når Peter Nyegaard, en etableret venstremand, nedvurderer de mindre partiers rolle. Ja, vi pegede på Steen Vindum efter en grundig forhandling om den politiske linje.

... det virker i hvert fald ynkeligt, når de store partier jamrer over, at de er nødsaget til at tage behørigt hensyn til mindretal

Svend Erik Milsgaard

Ja - selvfølgelig stillede vi nogle krav til det politiske indhold og til de poster, som gav os indflydelse på de prioriterede områder. Hvad ellers? Skulle vi blot have sat os på bagsmækken og ladet andre køre af sted med deres prioriteringer? Så havde vi vist ikke gjort vores arbejde godt nok. For øvrigt gik konstitueringsaftalen kun på områder, som stort set alle partier prioriterede i valgkampen, så ekstreme var vi altså ikke.

Peter Nyegaard mener tilsyneladende, at de små irriterende partier, får alt for megen indflydelse. Det er jeg nu ikke så sikker på - det virker i hvert fald ynkeligt, når de store partier jamrer over, at de er nødsaget til at tage behørigt hensyn til mindretal. Jeg synes ikke, at systemerne i hverken USA eller England virker betryggende. Er du vinder af valget, tager du det hele - og taber du, så er du helt ude. Tværtimod sikrer vores flerpartisystem, at du er nødsaget til at forhandle og skabe flertal. Selv Socialdemokraterne er ved at komme til den erkendelse. Sagen er jo også, at de små partier tilsammen er større end de enkelte store partier. Så man kan jo også sige, at de store partier slet ikke har opbakning til at klare sig alene.

Læs også
Skal Silkeborg på »Løkke-piller«?

Når vi så ser på det lokale aktuelle byråd, så synes jeg nu nok, der er mere stabilitet i de små partier end i f.eks. Venstre. De mindre partier i byrådet har tilsyneladende været mere loyale over for borgmesteren end dennes egne partifæller. Jeg skal nok lade være med at rippe op i andre partiers interne anliggender, men blot konstatere, at vi indgik en konstitueringsaftale med borgmesteren, som han har holdt. Radikale Venstre er et samarbejdsparti og søger indflydelsen, hvor vi kan få den. Så må vi se til november, hvor vi bedst kan få det.