Galten-spil nomineret til Årets Spil

Spiludvikleren Anders Poulsen lærer danskerne at quizze på en ny måde

29. juni 2020, 13.47

Anders Poulsen lider af muskelsvind og bruger kørestol. Men det har ikke hindret ham i at opbygge spilfirmaet Sky High Games, der gennem de seneste godt 10 år har lanceret en række spændende brætspil og foreløbig én gang fået et af sine spil kåret som Årets Spil. Foto: Jens-Erik Sinnbeck

GALTEN Spiludvikleren Anders Poulsen fra Galten har endnu engang fået et af sine spil nomineret til titlen Årets Spil.

Det er spillet Quizzone Skills, der er nomineret i kategorien voksenspil.

I alt 55 nye spil deltager i kåringen, som afholdes af brancheforeningen LEG.

Quizzone Skills er et nyt og anderledes quizspil, hvor der ikke dystes på paratviden, men på færdigheder - »skills«.

Spillerne konkurrerer på tid om at løse opgaver med ord, regnestykker, bogstaver, sange og meget mere. Et spørgsmål kan for eksempel lyde sådan: Hvor mange konsonanter er der i ordet sommerforelskelse?

Så gode regnefærdigheder og logisk tænkning er et plus, når det går løs og timeglasset løber ud på 30 sekunder.

Anders Poulsen, der er cand. merc. driver spilfirmaet Sky High Games med base i familiens villa på Porsevænget i Galten. Anders har gennem årene udviklet en lang række brætspil og har flere gange før fået spil nomineret.

I 2012 blev hans spil Timeout kåret som Årets Voksenspil, og måske gør Quizzone Skills det kunsten efter. Kåringen sker 20. august.