Leder: Tillykke til Sejs-Svejbæk

11. september 2020, 12.41

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Der blev protesteret ivrigt fra de faste togbrugere i Sejs-Svejbæk, da det for 10 år siden blev besluttet at reducere antallet af togafgange fra den lille station i Svejbæk.

I de trafikerede timer af dagen kørte der dengang som nu to tog gennem Sejs-Svejbæk. Og begge stoppede ved stationen. Sådan skulle det ikke være længere, besluttede trafikministeren. Sejs-Svejbæk og fem andre mindre stationer på strækningen mellem Aarhus og Herning skulle fremover kun have en afgang i timen.

Der kunne angiveligt spares nogle få minutter ved at droppe det ene stop i timen i Svejbæk og de andre byer. Forventningen var, at flere passagerer ville strømme til toget, hvis de kunne spare nogle få minutter på turen fra Herning eller Silkeborg til Aarhus.

Om den minimale tidsbesparelse har givet en eneste passager mere fra de større byer, tvivler vi på. Derimod kender undertegnede et par eksempler på, at familier i Sejs-Svejbæk anskaffede bil nummer to for at få en hverdag med transport til Aarhus til at hænge sammen.

De kollektive transportmidlers største svaghed er jo netop, at det kan tage lang tid at bruge dem. En togtur til Aarhus vil ofte skulle suppleres med bus i begge ender - eller bus i den ene ende og cykel i den anden - og skal der så yderligere ventes lang tid på næste togafgang, så bliver det i stedet let til no-go.

Så der er al mulig grund til, at gratulere Sejs-Svejbæk-borgerne med, at halvtimesdriften nu vender tilbage. Det skyldes ikke mindst, at lokale folk med Mikkel Tholstrup Dahlqvist i spidsen har kæmpet ivrigt for det. Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen har også skubbet på.

Beslutningen burde have været nem, ikke mindst efter at Arriva gav sin fulde opbakning, og tilmed meddelte, at det ekstra stop muligvis ikke behøvede at koste ekstra tid. Der er så meget »luft« i køreplanen, at det lille tidstab kan indhentes. Skulle det koste et enkelt minut, går det nok også.

Men det trak ud. Nu er det endelig afgjort, og det var den rigtige beslutning. Sejs-Svejbæk er det tredjestørste byområde i Silkeborg kommune med godt 4500 indbyggere og fortsat i solid vækst. Der burde være passagergrundlag for det ekstra stop.

Det er nu op til de gode Sejs-Svejbæk-borgere at vise, at de også vil benytte de bedre muligheder.