Midtjyske Meninger: Den moderne far

25. juli 2019, 12.36

I år holder vi klimavenlig sommerferie. Det er så moderne at tale om, men knap så moderne at føre ud i livet. I vores familie gør vi imidlertid tale til virkelighed. Flyrejsen til grisefest og paella på Mallorca er droppet i år. Det samme er kør-selv-ferien til Gardasøen. Stewardesser, toldere og rejseguider må se langt efter os i år. Glorien er pudset og samvittigheden har det noget så godt.

Ferien er således indledt i den vestlige del af Danmark. Vi har lånt svigerforældrenes hus, mens de selv er på ferie.

Selvom Esbjerg nok lyder lige rigeligt eksotisk for mangen en midtjyde, så har de faktisk både indkøbsmuligheder og sågar højhuse på disse kanter. Jeg elsker byen!

Til trods for de ellers ordnede forhold, lignede vores bil en, der var pakket til tre ugers ophold ved Gardasøen, da vi drog hjemmefra. En ganske lille del af oppakningen tilhører mig. Der er stofbleer overalt.

Værst af alt - jeg har glemt min bog. Den bog, som altid skal være en del af en god sommerferie. Pyt med vejr, vind og seværdigheder. Bare du har en god bog, bliver sommerferien mindeværdig. Min ligger derhjemme. En god fodboldbog, der endda er skrevet af chefredaktør Krabbe! Nuvel, han anbefalede mig faktisk at læse en anden bog, så skaden er måske slet ikke så stor.

Min søn er heldigvis meget hjælpsom i denne alvorlige situation. Straks vi ankom ryddede han samtlige reoler for bøger. Sidenhen har han betænksomt gennemført denne øvelse flere gange dagligt. Vi er ikke kommet forbi så mange fodboldbøger. Til gengæld har vi rundet »Kunstnere på Fanø«, »Julens Salmer« og »Den store bog om beskæring«. Husk at beskære din klatre-hortensia allerede her i sommer straks blomstringen er ovre!

Vi har ingen klatre-hortensia, så jeg har valgt at kaste mig over en anden bog. En bog fra 1931. Denne udgave er dog først købt i 1970 og min svigermor har både indsat noter og understreget romanens vigtigste pointer. Den er altså lige til at gå til. »Midt i en jazztid«. Nu skal den altså læses.

Den handler efter sigende om en ny generations forsøg på at finde sin egen livsstil. Det passer perfekt på vores klimavenlige ferie! Og endnu bedre på, at jeg er midt i en barselstid. En lang barsel. En moderne barsel. Otte uger!

Du læste rigtigt. Otte uger til farmand her. Ikke fordi en eller anden regering har påduttet mig det. Det er ganske enkelt blot fordi, vi synes, det er en unik mulighed, og fordi jeg har en god og moderne arbejdsgiver.

Mange har spurgt mig: hvor skal I rejse hen? Til Indien? Tværs over USA? Hvad med New Zealand? På med rygsækken og af sted med baby og bleer. Ellers tak. August og jeg bliver i det midtjyske. Vi skal ingen steder. Måske på legepladsen. Måske ud og besøge de kommende venner i vuggestuen ved Silkeborg Bad. Længere skal vi ikke. Fordi vi er moderne. Eller måske frygtelig gammeldags. Døm selv. Midt i en barselstid.